Covid-19 blev 5. februar nedsat til at være en ikke-samfundskritisk sygdom af de danske sundhedsmyndigheder.

Det betød dermed, at det danske samfund begyndte at åbne på fuld drøn – men skal man så fortsat udgive dagens coronatal klokken 14, som vi troligt har gjort det her på B.T. gennem hele pandemien?

Det mener Claes Theilgaard, der er chefredaktør på Indblik.dk, at man ikke skal gøre. Han mener, at medierne burde droppe at oplyse dagens coronatal, nu hvor regeringen og de danske sundhedsmyndigheder netop har fjernet restriktionerne i det danske samfund.

»Hvis I på B.T. gerne vil lave public service, så kan I også begynde at offentliggøre smittetal ved influenza og klamydia. Jeg er med på, at vi er i en epidemi, men den er ikke samfundskritisk længere. Så jeg synes ikke, behovet for at behandle sygdommen, som om den er truende for vores samfund, er der længere,« fortæller Claes Theilgaard i B.T. Live på Facebook og fortsætter:

»Derfor skal vi også normalisere den måde, vi taler om corona og covid-19 på. Også i medierne. Hvis medierne er med til at piske en stemning op, så bliver befolkningen bange, og så kræver de forskellige indgreb fra politikerne.«

Til det kommer der flere læserkommentarer om, at man jo helt selv kan vælge, om man følger med i dagens smittetal og coronahistorier generelt.

Foto: Skærmbillede
Vis mere

'Hvis du ikke gider læse dem, så drop det dog,' og 'Det er fint nok med coronatal hver dag, man skriver også om vejret hver dag. Hvis man ikke gider læse det, så kan man bare lade være.' Det er nogle af de kommentarer, som Claes Theilgaard forholder sig til undervejs i interviewet.

Man har dog ingen intention om at stoppe med det på B.T. Ikke så længe, læserne fortsat har en interesse for de relevante coronatal.

»Vi har løbende saneret i tallene i forhold til, om de var relevante. Vi stoppede for eksempel tidligere med både 'dødstallene' og 'indlagte', fordi de ikke gav mening. Vi bringer fortsat smittetallene, fordi der stadigvæk er stor interesse for dem,« lyder det fra B.T.s chefredaktør, Jonas Rathje.