Jeg håber sådan, at den nye socialdemokratiske regering flankeret af dens røde støttepartier sætter Danmark forrest.

Men desværre tyder det allerede på det modsatte.

Det er som bekendt kun få uger siden, at den socialdemokratiske regering satte sig til rette i ministerkontorerne. På den korte tid har de allerede bebudet en stribe lempelser af udlændingepolitikken:

Højere sociale ydelser til de udlændinge, der ikke arbejder.

Bedre mulighed for at blive i Danmark, selv om der ikke længere er krig i hjemlandet.

Bedre forhold på udrejsecentre for dem, der nægter at rejse hjem, selv om de ikke har ret til at være i Danmark.

Ghettoerne skal alligevel ikke rives ned i det omfang, der var lagt op til.

Og ja, så skal vi slet ikke bruge ordet 'ghetto' længere.

Med de forhøjede ydelser bliver Danmark et mere attraktivt land at rejse til, og det bliver mere attraktivt ikke at arbejde, når man er her.

Med  bedre forhold for de afviste asylansøgere bliver det mere attraktivt ikke at rejse hjem, selv om man skal. Og bor man i et ghettoområde, behøver man end ikke gøre sig de store bestræbelser på at tilegne sig hverken sproget eller værdisættet, mens man bliver forsørget af det offentlige.

Og så skal flygtninge i øvrigt nu have mulighed for blive i Danmark, selv hvis der er kommet fred i deres hjemland, og de ikke længere har brug for beskyttelse.

Det er en farlig kurs for Danmark.



Jeg var i valgkampen til en debat i Vollsmose – jeg har været der en del gange efterhånden – og det slående var også denne gang, at ud over at der gik en dame rundt i en niqab, så blev der talt utrolig meget arabisk, kvinderne var i rigt mål indhyllet i slør og gevandter, og polititilstedeværelsen var meget stor.

Når man bevæger sig rundt i f.eks. Vollsmose, Tingbjerg, Mjølnerparken eller Gellerupparken, så er man ikke i Danmark.

Det er ikke længere Danmark, men et lille stykke arabisk og afrikansk land – og sådan kan det vedblive med at være, for den nye regering har besluttet, at ghettoerne alligevel ikke i samme omfang skal rives ned.

Og nå ja, så kom vi til det med ordet 'ghetto'. Det skal det nemlig ikke længere hedde, for det kan – efter den nye boligministers mening – virke stødende på nogle.

Nu er det normalt sådan, at problemer sjældent går væk, ved at man ikke bruger det rette ord om dem. Ellers kunne vi jo fjerne både sult, krig og kræft ved ikke bruge det rette ord om det.

Den seneste lempelse på listen handler om paradigmeskiftet. I fremtiden behøver man nemlig ikke rejse hjem og bygge sit land op igen, hvis der er blevet fred.

Har man blot haft to års arbejde, så kan man blive i Danmark – resten af familien kan selvfølgelig også blive her, hvilket naturligvis vakte jubel hos f.eks. den meget omtalte somaliske buschauffør i Viborg med syv børn og en hjemmegående kone.

Vi er kort fortalt på få uger ved at blive et flygtninge- og migrantvenligt land, og de lempelser, som den nye socialdemokratiske regering allerede bebuder, sætter i hvert fald ikke Danmark først. De sætter flygtninge og migranter først.

Desværre.