For noget tid siden blev jeg inviteret ud på et glas vin af en mand.

Vi mødtes, det var kedeligt, og efter to glas fik jeg hævet mødet. Da han går op for at betale, spørger han tjeneren, hvad vi hver især skal betale.

Her blev jeg oprigtigt bekymret for, om jeg havde brugt halvanden time i selskab med en voksen mand, der ikke kan dividere med to, men det slog mig også, hvor slapt det er, at man ikke kan betale for to skide glas vin, når man selv har inviteret.

Til min overraskelse betalte han regningen – og til min derfor endnu større overraskelse sendte han mig efterfølgende en MobilePay-opkrævning. Det allermest underlige var dog, at han dagen efter spurgte, om vi skulle ses igen!

En anden gang inviterede en mand mig på en middag i byen. Vi spiste og delte en flaske vin, og da regningen kom, tog han den – og da vi kom ud på gaden, spurgte han, om det var o.k., at jeg overførte halvdelen.

Personligt blev jeg knastør mellem benene. Det er sgu da underligt at invitere en dame ud for så at sende regningen videre, så snart tjeneren kigger den anden vej.

Et par dage senere spurgte han i øvrigt, om han måtte invitere mig ud igen. Jeg studsede over ordet 'igen'.

Datinglivet i Danmark er åbenbart en kompliceret sag, når det gælder regningen. Det har jeg læst om før, men efter 12 års parforhold med en brite er det gudskelov ikke noget, jeg har skullet beskæftige mig med – indtil nu.

Lad mig lige understrege for de mest hidsige læsere: Det er o.k. at være flad. Man behøver ikke invitere på otte retters Michelin med tilhørende vinmenu. Du behøver ikke engang invitere på to glas vin på en vinbar, hvis du ikke har råd til to glas vin på en vinbar.

Det er helt o.k. – måske endda fedt – at invitere på en tur i skoven eller til to dåseøl på en bænk. Men lad være med at invitere på to dåseøl og bede damen medbringe sin egen. Det er nederen på den absolut usexede måde.

For nylig mødte jeg så en anden type mand. Han har inviteret på middag nogle gange, og hver gang har han taget regningen med forklaringen, at den, der inviterer, betaler. Ikke engang en drink bagefter kunne jeg få lov til at give.

Da jeg så efterfølgende selv inviterede, vred han sig. Det er mit indtryk, at han bliver decideret dårlig ved tanken om, at kvinden skal betale.

Jeg synes, det er latterligt, at damen aldrig må betale. Så kan der ikke være en regel om, at den, der inviterer og arrangerer, også betaler? På den måde får kvinden også serveretten, og man slipper for det akavede øjeblik, hvor manden maser håndører ud af kvinden, fordi han på den ene side vil spille stor i slaget – men faktisk slet ikke er det.