Jeg har altid sagt, at alder var underordnet. Yngre eller ældre betød ikke det store, hvis bare følelser og kemi var der. Men de senere år har jeg trukket noget i land med ’ældre’, hvor jeg er noget mere large med ’yngre’…

’Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke gider sådan en gammel krop. Jeg synes sgu, jeg fortjener bedre…’

Ordene kommer fra en tæt veninde, da vi endnu en gang diskuterer mænd, og denne gang hvor vi er i forhold til det med deres alder, og hun fortsætter:

’Det er altså max et par år ældre end mig, ellers gider jeg ikke. Men jeg har ikke noget problem med 10 år den anden vej. Men heller ikke meget mere, for så bliver det for bøvlet. Og ham den 18-årige, der skrev, tør jeg sgu ikke, selv om han var ret lækker. Jeg ville simpelthen være bange for at blive opsøgt at hans forældre…’

Charlotte Højlund, 50 år og journalist og blogger. Vis mere

Jeg forstår hende godt. Både det med ’gammelmandskroppen’, hvor jeg også tænker, at der er jeg ikke helt endnu, og det med de alt for unge.

Men alderen handler også om noget andet for mig:

’For mig er ’problemet’ med jævnaldrende eller ældre mænd, at de for det meste er et helt andet sted i deres liv. De har gerne voksne børn og går bare og venter på at blive bedstefædre, hvis ikke de allerede er det. Jeg har stadig relativt små børn og er slet ikke klar til at være bedstemor endnu. Så derfor har jeg det oftest bedre med yngre mænd, fordi vi har mere samme liv…’

Men jeg synes stadig, at alder er en individuel ting, der ikke nødvendigvis afhænger af tallet på dåbsattesten.

Min første store kærlighed fyldte 62 i år, og ham har jeg aldrig følt en aldersforskel sammen med. Heller ikke i dag, hvor vi stadig er gode venner.

Da jeg introducerede min anden mand til min familie, spurgte de for første gang (ret grænseoverskridende) en af mine kærester ind til hans alder – han var på det tidspunkt 25 og jeg 33. Men det gik også fint.

For tre-fire år siden afviste jeg en mand på 25 år, der var temmelig vild med mig, fordi jeg syntes, han var for ’gammel’. Han var en gammel mand i en ung mands krop, så vi kunne slet ikke ’mødes’. Kort før det havde jeg en ferieflirt med en 26-årig, der var skøn, dejlig og en fest – en ferieflirt.

Jeg har kendt en mand, der var 18 år yngre end mig, hvor en af tingene, der ikke fungerede, var, at jeg havde det liv, han drømte om: familie med egne børn. Men sød var han.

Der har været masser af unge på både Tinder og i byen, der har budt sig til, hvor både udseende og charme har gjort, at jeg har overvejet det, men alligevel valgt dem fra, fordi jeg vidste, at det ikke blev til andet end sjov og ballade.

Og så har der af og til været en jævnaldrende eller ældre, hvor jeg har tænkt: ’Okay, det kunne sgu godt være en mulighed…’ Men sjov og ballade har ingen aldersgrænse, så at en mand er ’ældre’, er ingen garanti for, at han ikke også kun er til ’det løse’, og det er jeg ikke mere.

Jeg er endelig kommet mig over min skilsmisse og vil noget mere seriøst nu. Jeg vil en hverdag, som ikke nødvendigvis indebærer at bo sammen. Jeg vil flette liv og opbygge en historie med et andet menneske.

Men hvad så med alderen? Det ved jeg faktisk ikke. Drømmemanden findes helt sikkert – i både mange udgaver og vidt forskellige aldre. Men der er nok en overvejende sandsynlighed for, at han kommer til at være en anelse yngre, jævnaldrende eller max et par år ældre end mig…