Der bliver stillet store forventninger og krav til os, de voksne i børnefamilierne, i denne tid.

Ikke alene er det nu, vi skal gøre karriere, stige til tops og stile benhårdt efter nye mål, hvad enten det er solskinsrejser, sommerhuse eller en ny og selvfølgelig mere miljørigtig bil.

Vi skal også hente børn – helst før 15.30, give de mindre børn ugentlige fridage, lave alt mad fra bunden, lufte ud to gange dagligt, spise økologisk, sortere affald, være gode veninder, venner, værter, kærester, søstre, brødre, døtre og selvfølgelig allestedsnærværende forældre.

Vi skal have sunde interesser, dyrke sport mindst to gange om ugen, spise 600 gram frugt og grønt, læse bøger, socialisere, passe på miljøet, gå til psykolog, grine, græde, danse og naturligvis sørge for, at vores hjem altid er så pænt, at det vil passe ind i et boligmagasins midterside – eller som et minimum på Instagram, hvor vi selvfølgelig også er aktive, pæne, rene og polerede. For det skal man jo.

Forpustet? Det forstår jeg godt, for det er jeg i dén grad også.

Det kunne næsten synes, som om der er forventninger til, at vi skal være en slags små supermennesker, der kan klare det hele på den halve tid. Det kan vi bare ikke. Eller altså, jeg kan i hvert fald ikke.

I lang tid troede jeg, at det var mig, den var gal med, og jeg slog mig selv i hovedet for ikke at kunne få enderne til at mødes, når jeg prøvede på at leve op til mine egne forventninger til mig selv som en god mor, kæreste, kollega, veninde og alt det andet ind imellem.

Jeg ville jo gerne gøre det godt, og når jeg – gentagne gange, selvfølgelig – ikke lykkedes med at være god alle steder, føltes det mest af alt, som om jeg var en kæmpe fiasko. Sådan én, der ikke var god nok, selvom jeg gjorde mit bedste.

Nogle gange blev jeg endda i tvivl, om jeg nu rent faktisk gjorde mit bedste. Så jeg pressede citronen. Hårdt og længe, indtil mine knoer blev hvide af anstrengelse, og sveden piblede frem på overlæben som små kampklare tropper i krig.

Jeg løb, hoppede højt og slugte kameler uden at se mig tilbage, førend det en dag gik op for mig, at det hjalp lige lidt.

Jeg kan ikke præstere alle steder. Jeg kan ikke gøre alle tilfredse. Jeg kan jo for pokker ikke engang finde ud af at tømme opvaskemaskinen om aftenen, inden jeg går i seng, selvom jeg hver evig eneste morgen forbander min egen dovenskab, når jeg skal bruge kostbare minutter på noget så tåbeligt som at flytte rundt på rent service.

Jeg kan ikke, og jeg tror næppe, jeg er alene om at have det sådan.

Forleden hørte jeg, at 65 procent af de voksne i børnefamilierne i dag har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.

Så selvom jeg ofte sidder i børnehavens garderobe med birkes i tænderne og forskelligt farvede sokker på fødderne og har en fornemmelse af, at alle de andre forældre har meget bedre styr på livet end mig, som de står der med pressefoldede bukser og nyvasket hår, så viser det sig altså, at flere af dem har det ligesom mig.

De fleste af dem, endda. De fleste synes også, at det kan være lidt rigeligt svært at præstere på alle parametre. Og uden at have andet end min egen påstand at have det i, så tror jeg også, at de presser deres citron til det yderste af og til.

Jeg tror slet og ret, at vi løber for stærkt. For vi kan ikke det hele, og hvis vi nu bare kunne synes, at det var okay at sige det højt, så tror jeg, at det ville blive så meget nemmere at acceptere.

Hvis vi deler og tør vise, at vi ikke er andet end helt almindelige mennesker med helt almindelige kræfter, behov og ønsker for vores eget og andres liv, så tror jeg, at vi kommer langt.

I et kærligt fællesskab, hvor vi forvisser hinanden om, at vi gør det godt nok, så længe vores intentioner kommer fra et godt sted. Også selvom vi af og til fejler.

I hvert fald føles det vidunderligt at have sagt det til dig, at jeg ikke altid kan alt det, jeg gerne vil – og at jeg øver mig på at synes, det er helt okay.

Jeg er god nok, når bare jeg både passer på mig selv og dem, jeg holder af, og jeg har sådan lyst til at fortælle dig, at du er det samme. Du er god nok, også selvom om du næppe er god til det hele på samme tid.