Camilla ER i job - alligevel skulle hun på jobcenter

’Det kræver et godt helbred at være syg,’ siger lægen.

Jeg sidder med en borger i konsultationen. Jeg har lovet at være bisidder for hende – ikke engang fyldt 50, da hun bliver syg og nu skal på livslang medicin efter et hjerteanfald.

Og blanketterne hober sig op. Lad os kalde hende Camilla. Camilla var blevet presset virkelig hårdt på jobbet de sidste uger, og så slam!, oplever hun en konkret krænkelse, kroppen reagerer, og hjertet siger fra.

Vores velfærdssamfund træder i karakter. Sygehus, behandling, medicin, genoptræning, rehabilitering og lidt psykologhjælp står parat over den næste måneds tid.

Men det tager jo noget tid af få kroppen til at komme op i gear efter et hjerteanfald. Finde ud af signalerne fra Camillas krop. Kommer det igen?

Hun knokler hårdt, vil gerne tilbage og arbejde, men skal bare lige have en pause til at komme sig.

Og så kan du ellers tro, at bureaukratiet vælter ned om ørerne på hende. Allerede inden for den første måned eller to vælter det ind med krav. Først sygemelding selvfølgelig. På jobbet skal hun lave en attest om, hvor krænket hun er blevet. Der skal udfyldes en blanket om arbejdsskaden sammen med lægen.

Og det bliver ikke den eneste. Camilla skal møde op hos arbejdsgiveren og lave en blanket om, hvornår hun kan komme tilbage til arbejdet. Hallo! Hun har lige fået et hjerteanfald og er da slet klar over, hvor meget hjerteanfaldet kommer til at påvirke hende og hendes arbejdsliv.

Det bliver et meget kortfattet svar på den attest – som hun så i øvrigt også skal tale med lægen om. Tiden hos lægen er knap og går mest med blanketten, så hun når ikke at få svar på alle sine spørgsmål om sygdom og symptomer.

Derefter et møde mellem arbejdsgiver og jobcenter, et ekstra møde planlægges med chefen. Jobcenteret? Spørger jeg Camilla. Du har da et job! En næh nej, det skal også til.

Det er lige ved, at hun bruger mere tid på bureaukratiet end på at blive rask.

Camilla er et af de der samvittighedsfulde mennesker, der straks åbner rudekuverter og betaler sine regninger til tiden. Samtidig kører tankerne naturligvis også om fremtiden.

Får hun lov til at beholde sit job? Kan hun overhovedet klare det? Hvad betyder sygdommen for hende i fremtiden.

Som bisidder sidder jeg der ved siden af Camilla med Kleenex til at tørre hendes tårer og forsøger at hjælpe med at stille de rigtige spørgsmål, noterer ned, så Camilla kan huske det hele, når hun kommer hjem. Men jeg må også beherske mit temperament. For er det her virkelig nødvendigt?

Får det nogensinde en ende? Jeg ved godt, at det er uhyre vigtigt, at mennesker med sygdom fastholder kontakten med jobbet. At det er langt mere sandsynligt, at Camilla og alle andre langtidssyge kommer tilbage i job, hvis de fastholder kontakten til arbejdspladsen.

Men alligevel! Er det nu nødvendigt at piske syge mennesker så meget rundt i systemet – før de overhovedet ved, om de bliver raske; hvordan de skal leve med og håndtere sygdommen? At de skal bruge mere tid hos lægen med at udfylde blanketter end samtale om symptomer og bivirkninger?

I Socialdemokratiet har vi lavet en plan for, hvordan vi afbureaukratiserer det offentlige. Vi mener, at vi er kommet alt for langt ud ad en forkert kurs. Vi vil væk fra kontrolhysteriet og tilbage til at have respekt for, at vores veluddannede offentligt ansatte kan lave deres arbejde, både samvittighedsfuldt og med høj faglighed, uden vores konstante indblanding.

Mindre kontrol, færre blanketter, mere tid sammen med borgerne. Jeg læser lige vores udspil igen. Tænker på lægens ord om, at det kræver et godt helbred at være syg. Efter at have siddet som bisidder her i sommer har jeg virkelig fået bekræftet, at ikke kun de offentligt ansatte, men også helt sagesløse borgere, der pludselig har brug for det offentlige – ja, de har mindst lige så meget brug for vores reform som de offentligt ansatte.

Jeg følger stadig Camilla. Hun har ben i næsen. Hun skal nok klare sig. Ikke på grund af alt bureaukratiet, men nok mest på trods af det.