Julen står for døren, og mange danskere gør sig umage med at smide både gavepapir, papkasser og madaffald i de rigtige affaldscontainere.
Men ifølge B.T.s klimaekspert Bjørn Lomborg er det ikke bare en dårlig idé.
»Det er en forfærdelig idé.«
I B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, fortæller han, at affaldssortering er overflødig og gammeldags, og så opfordrer han danskerne til at skrue ned for klimaskammen - især i juledagene.
»Det, du skal gøre, når det er jul, det er, at du skal have det godt. [...] Altså vi skal jo løse problemerne. Men vi skal også nyde det,« lyder det fra Lomborg i podcasten.
Ifølge Lomborg stammer idéen om at genbruge alt fra en tid, hvor man frygtede at løbe tør for ressourcer.

Men den bekymring holder ikke længere, mener han.
Han slår dog fast, at det jo ikke betyder, at intet bør genbruges:
»Det, vi skal gøre, det er selvfølgelig at recycle det, der giver mening. Kobber, eksempelvis. Vi skal genbruge nogle ting, vi skal for fanden ikke genbruge alting,« understreger Lomborg.
Han kritiserer samtidig den måde, klima fylder i hverdagen hos danskerne.
»Vi løser det ikke ved at skamlægge folk, eller ved at lave urealistiske løfter som: Nu vil jeg aldrig flyve mere eller aldrig køre bil,« siger han i podcasten.
Klimaet er, pointerer Lomborg, ét problem blandt mange af verdens problemer – og må ikke overskygge alt andet, specielt ikke i juletiden:
»Lad være med at lade klima fylde det hele, så kan vi have en god jul.«
Diskussionen falder sammen med, at Bill Gates for nylig har ændret kurs i klimadebatten.
Pludselig sagde Bill Gates netop det, Bjørn Lomborg havde sagt i årtier.
Og netop den snak er omdrejningspunktet i mandagens julespecial af Borgerlig Tabloid med Bjørn Lomborg.
Hør det i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

