I klimadebatten hersker der en grundlæggende misforståelse, som sjældent bliver sagt højt.
Nemlig troen på, at Danmark, EU eller Vesten for alvor kan gøre en forskel ved at skrue drastisk ned for CO₂-udledningen.
Det fortæller B.T.s klimaekspert, Bjørn Lomborg, i B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid:
»Den store fejl er, at vi tror, at hvis Danmark gør noget, eller hvis EU eller Vesten gør noget, så virker det virkelig. Nej! Det gør ingenting!« slår Lomborg fast.
Han mener, at selv hvis hele den vestlige verden reducerede deres udledning til nul, ville effekten på den globale temperatur være forsvindende lille:
»Hvis vi får alle de rige lande til at skære ned til 0 i 2060, så vil det betyde omkring 0,09 graders reduktion ved slutningen af århundredeskiftet,« tilføjer han.
Hvis man spørger Bjørn Lomborg, kan klimaproblemet kun løses, ved at vi vender blikket mod de større lande:
»Det handler om at få Kina til at skære. Få Indien til at skære. Få Afrika, Brasilien, Indonesien, alle de her enormt store lande.«
Ifølge Lomborg er konklusionen enkel:
Den grønne energi skal være den billigste løsning.
»Hvis vi ikke får grøn energi gjort billigere, så får vi ikke løst klimaproblemet,« siger han afslutningsvis.
Diskussionen falder sammen med, at Bill Gates for nylig har taget afstand fra dommedagsretorikken i klimadebatten og i stedet talt for tilpasning, innovation og velstand.
Pludselig sagde Bill Gates netop det, danske Bjørn Lomborg havde sagt i årtier.
Og netop den snak er omdrejningspunktet i mandagens julespecial af Borgerlig Tabloid.
Hør det i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

