I den senere tid har B.T. gentagne gange dokumenteret, at sociale medier som Facebook og Instagram er for dårlige til at sikre, at deres platforme ikke misbruges til at sprede skadeligt indhold.

Vi har skrevet artikler om, at ydmygende voldsvideoer, voldtægtsvideoer og nu også store grupper med pædofilt materiale ligger tilgængelige alt, alt for længe.

De sociale medier har implementeret tekniske løsninger, der fanger dele af det problematiske indhold 'automatisk', men for en del indholds vedkommende lægger Facebook og Instagram altså ansvaret over på brugerne.

De sociale tjenester argumenterer med, at det er umuligt for dem at holde styr på de uhyrlige mængder af indhold – hvoraf langt størstedelen naturligvis er helt uproblematisk – der lægges på tjenesterne over hele verden, og at man derfor har brug for brugernes hjælp som opsynsmænd.

Men det ville svare til, at politiet opgav at holde orden i landet, fordi der var for mange mennesker, eller at det var op til pendlere i toget at sørge for, at de andre passagerer havde gyldig rejsehjemmel.

De sociale medier er simpelthen nødt til at gøre mere – og måske acceptere et mindre overskud på bundlinjen – for at sikre, at det vederstyggelige indhold ikke er til stede.

Facebook og de andre sociale medier må påtage sig et større ansvar for at opdage og endnu hurtigere fjerne det uønskede materiale.

I disse dage har især Facebook fået ørerne i maskinen for heller ikke at være gode nok til at hindre racistisk materiale og hadekommentarer på platformen.

Flere udenlandske virksomheder har derfor som udløber af kampagnen '#StopHateForProfit' valgt at boykotte Facebook ved at undlade at annoncere på tjenesten i en periode.

Virksomheder som tøjmærket The North Face, Coca-Cola og Unilever deltager i boykottet.

I USA har præsident Trump indledt en kamp for at fjerne den særlige juridiske beskyttelse mod erstatningskrav for skadeligt indhold, som sociale medier i årevis har haft.

Det vil betyde, at platforme som Facebook og Twitter kan blive straffet for indholdet på dem.

Herhjemme har flere partier erklæret sig rede til at stramme op på reglerne, så sociale medier i højere grad gøres ansvarlige for det indhold, der ligger på dem, og også pålægges regler for, hvor hurtigt skadeligt indhold skal fjernes.

Det er godt og fornuftigt, at det politiske system lægger pres på de sociale medier, sætter rammer for deres virke og indskærper deres ansvar.

Virksomhedernes resolutte aktion med at trække annoncer kan imidlertid vise sig at være et sprog, som er endnu mere vanskeligt for Facebook og andre sociale medier at overhøre end kritik fra brugere, medier og politikere.

Det er interessant, at virksomhederne på denne måde fungerer som en slags politiske forbrugere, der stemmer med pengepungen. På den måde kan de nok få Facebook og de andre sociale medier til at stramme op langt hurtigere, end politikere eller nogen som helst andre kan.

Money talks, siger man. Mon ikke Facebook vil lytte?