Det er et stykke demokratisk feltarbejde, der lige nu er i gang i den såkaldte minkkommission.
Hver dag bliver der skrællet lag af den beslutningsproces, der førte til nedslagtning af 17 millioner mink og dermed nedlæggelse af et helt erhverv.
Det er ikke uvæsentligt, for det var levebrødet for næsten 1.200 familier, der med et pressemøde blev nedlagt. En branche, der var i verdensklasse, og som gennem tiderne har bidraget til samfundsøkonomien med milliardbeløb via pelssalg.
Beslutningen betød, at alle minkavlere blev eksproprieret og dermed berettiget til erstatning. Den samlede regning bliver stor, men er endnu ikke gjort op, og minkavlerne har, til deres store frustration, endnu ikke set en krone.
Allerede nu er det muligt at drage nogle enkle konklusioner, skønt det helt afgørende spørgsmål endnu ikke er besvaret: Vidste statsminister Mette Frederiksen, at minkene blev aflivet, uden at der var lovhjemmel? Eller sagt på dansk: Vidste statsministeren godt, at da ordren blev givet og formidlet på det store pressemøde, var den ulovlig? Valgte hun bevidst at se stort på lov og ret?
Det er alvorligt og koster som regel ministre deres arbejde. For alle andre ville der vente retssager og hårde domme. Vort samfund hviler på lov og ret, så alle ved, hvornår de træder over stregen og dermed kan forvente en sanktion.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at situationen i november 2020 var helt anderledes, end den er i dag, hvor coronaen ikke præger vores dagligdag. Frygten for en galopperende epidemi er ikke til stede, men det var den på det tidspunkt. Alligevel er det vigtigt at få redet alle tråde ud, for det er i kriser, at man måler et demokratisk samfunds sande værdi.
Alle er lige for loven, plejer vi at sige, men er der tidspunkter og situationer, hvor det manglende lovgrundlag ikke er så vigtigt?
På nuværende tidspunkt er det klart, at den direkte begrundelse for at slå alle mink ihjel ikke var så velfunderet, som regeringen gav indtryk af.
Det var en ny coronamutation – cluster-5 – hos mink, man frygtede kunne spredes til mennesker og gøre de kommende vaccinationer mindre virksomme. Grundlaget skulle hentes hos de rådgivende styrelser. Her nægtede Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at give sin anbefaling. Kåre Mølbak, den daværende direktør i Statens Serum Institut, ville heller ikke stå inde for den videnskabelige undersøgelse, der kunne begrunde en total nedslagtning.
Han blev ellers via sms under det direkte pressemøde mindet om, at han skulle stå på mål for beslutningen af Sundhedsministeriets daværende departementschef Per Okkels. Den 'underholdende' korrespondance mellem de to har kommissionen også afdækket.
Det er fair allerede nu at konkludere, at grundlaget var tyndt og ikke så klippefast, som man fik indtryk af.
Det var politiet, der skulle udføre ordren med at slå minkene ned. Hvis minkavlerne ikke ville makke ret, havde de enkelte politifolk fået en seddel med, hvor der stod, hvad de skulle sige til vrangvillige avlere. Det såkaldte 'actioncard' gik for langt, for minkavlerne blev truet med, at hvis de ikke slog minkene ihjel frivilligt, ville politiet gøre det, og minkavlerne ville ikke få erstatning.
Det var en direkte trussel, men den var ulovlig.
Advokaten, der har undersøgt den sag, retter en voldsom kritik mod regeringen og justitsminister Nick Hækkerup. Han skriver direkte, at »han undrede sig over, at regeringen ikke har vist vilje til at kaste lys over sagen«. Med andre ord: Minister og regering hjælper slet ikke til med at afdække, hvad der var ulovligt.
Helt uhørt og en direkte hån over for de mennesker, der mistede deres levebrød. Det vil være forståeligt, hvis minkavlerne betragter de usympatiske krumspring fra regeringens side med vantro. De blev selv truet, hvilket var ulovligt. Og nu skal det skjules.
Det er allerede nu afdækket, at store dele af embedsapparatet vidste, at det ikke ville være lovligt at slå alle mink ihjel. Men vidste ministrene det? Det skal de kommende afhøringer afdække.
Men det er allerede nu tydeligt, at mange embedsfolk gør, hvad de kan, for at de ikke skal stå tilbage med aben. De vil ikke betale prisen for 'forsigtighedens politik', som statsministeren og hendes departementschef gennemførte. Hellere slå for hårdt ned end for lidt, var deres motto.
Det er den handlekraft, som nu kan belaste landets statsminister. Gik hun for langt – helt bevidst? Var hun ligeglad med loven?
