Det er ubærlige billeder, som den 'hemmelige' dokumentar fra TV 2 afslører.

En ældre dement kvinde hænger i en sele i syv minutter, medens 'plejerne' forsøger at få hende til at komme af med sin afføring. Forgæves. I en anden scene aftaler plejerne, at det ikke kan betale sig at skifte hendes ble, den skal alligevel skiftes om lidt. Derefter køres hun til et fælles arrangement på plejehjemmet i en våd ble. Vi dækker det med et tæppe, og ingen kan alligevel lugte noget på grund af maden.

Forkasteligt og uværdigt.

Det er Ekstra Bladet, der har valgt at bryde det fogedforbud, som landsretten nedlagde mod TV 2's dokumentar. B.T. vælger nu også at vise billederne, der klart har offentlighedens interesse.

Det er usædvanligt, når medier bryder et fogedforbud, og der skal tungtvejende grunde til. I dette tilfælde virker det passende og relevant. Det er Aarhus Kommune, der har ansvaret for forholdene på det pågældende plejehjem, Kongsgården i Aarhus. De valgte at føre en sag, der forhindrede TV 2 i at udkomme med en dokumentar, der viser det reelle billede af virkeligheden på plejehjemmet. Kommunen førte og vandt sagen – helt uforståeligt – frem for at stille sig på den svage demente kvindes side.

Familien til den 90-årige kvinde Else har i flere år klaget over forholdene, og det er med deres accept, at TV 2 benyttede skjulte kameraer. Billederne viser, at familiens frygt er begrundet. Det var en nedværdigende og ulovlig behandling, som hun blev udsat for, og derfor var det også et chok for familien, da landsretten afviste, at billederne må vises. De ønsker netop, at alle skal se Elses liv på Kongsgården, så forholdene for alle andre kan blive bedre.

Det er ubegribeligt, at mennesker kan blive behandlet på denne måde. Og det efterfølgende spørgsmål, der rejser sig, er naturligvis: Findes der lignende forhold andre steder?

De ansatte på Kongsgården er formentlig ikke onde mennesker, men de har udviklet en arbejdsmåde, hvor demente beboere er blevet reduceret til et møbel, der blot skal flyttes rundt og være til så lidt besvær som muligt. Men man kan ikke fjerne det personlige ansvar. Behandlerne på plejehjemmet har opført sig uacceptabelt, men de har også fået lov til det.

Det er dermed også systemet, der fejler, når man ser forholdene for Else. Hos den daglige ledelse på plejehjemmet, hos Aarhus Kommunes forvaltning, tilsynet og de kommunale politikere. Alle bærer et ansvar.

Sagen fra Aarhus er desværre større end Elses konkrete historie. Det er grundlæggende hele vores pleje af demente, der nu er under anklage, for dette er ikke en enlig svale.

Alzheimerforeningen har i flere år råbt op om de uværdige forhold for demente på plejehjemmene. De har løbende skrevet til skiftende ministre, men foreløbig har de råbt for døve øren.

Da Styrelsen for Patientsikkerhed sidste år udgav en rapport om forholdene på de danske plejehjem, viste det sig, at forholdene på seks plejehjem ud af 96 var så ringe, at der var fare for patientsikkerheden.

Den er altså hel gal.

Demens forsvinder ikke, og man forventer, at udgifterne til plejekrævende demente vil stige til det dobbelte om 20 år og dermed overstige udgifterne til indlagte på hospitalerne.

Vi har gemt sandheden alt for længe, kære politikere, men der er ingen vej udenom.

Der skal komme en kulegravning og en handlingsplan, som giver Else og alle andre demente et værdigt liv.

Det skylder vi Else.