Nu stopper festen!

Det var min første tanke, da jeg hørte, at man på COP29 i Baku i Aserbajdsjan var blevet enige om, at Vesten skulle sende 300 milliarder dollar til den tredje verden i såkaldt klimafinansiering. Et beløb som skal stige til 1300 milliarder dollar om 10 år.

Den tredje verden var endda så utilfreds med, at den ikke kunne få snablen endnu dybere ned i lommen på vestens skatteborgere, at de endte med at udvandre fra mødet.

Hvordan er vi havnet der, at vi i Vesten mener, at vi har en klimagæld til den tredje verden? Hvordan er vi endt i en situation, hvor vi mener, at vi skal finansiere ofte dysfunktionelle og korrupte lande med at omstille deres økonomier?

Hvorfor finder vi os i, at vores politikere forpligter nuværende og fremtidige skatteborgere på at sende gigantiske summer af skattekroner til lande, som for længst burde have lært, hvordan man skaber succesfulde og velstående samfund?

Måske er svaret, at vi bliver ved med at give dem penge?

Vi har ingen klimagæld til den tredje verden. Hvis der er nogen gæld, så går det den anden vej.

I Vesten har vi vist vejen. Vi har gennem de sidste 150 år opbygget institutioner som frie markeder, uafhængige domstole, privat ejendomsret, ytringsfrihed. Vi har opbygget liberale demokratier understøttet af kulturer med lav korruption.

Det har sat borgerne og deres innovationskraft fri og det har skabt en ufattelig velstand.

De tredjelande som har fulgt vores opskrift er lykkedes. Tænk på Sydkorea. Det var få årtier siden et fattigt land. I dag er de rigere end os. I Nordkorea gik de i den modsatte retning og de er ludfattige.

Det har stået den tredje verden frit for at kopiere vores samfundsmodeller. Det har alt for få af dem valgt og det er årsagen til at de er fattige.

I mellemtiden har de kunne bruge de teknologier, som vi har haft omkostningerne ved at udvikle. Det har heldigvis løftet levestandarden enormt meget i den tredje verden.

Det har medført at ekstrem fattigdom er styrtdykket i den tredje verden og bliver helt udryddet i de kommende årtier. Det er fantastisk og det er først og fremmest vestens fortjeneste.

Den velstand, som er kommet hele verden til gavn, er kommet fordi, vi har haft adgang til fossile brændstoffer som kul og olie. De energikilder er vi nu på vej væk fra i Vesten. Det er fornuftigt. Den tredje verden kan begynde at bruge de nye energiteknologier, vi udvikler.

De har ikke omkostningerne ved at udvikle dem. De kan bare få dem i brug, præcis som den medicin, der redder millioner af liv i den tredje verden hvert er udviklet i den vestlige verden og kan bruges i den tredje verden. Tænk bare på penicillin og diabetesmedicin.

I Vesten elsker vi at slå os selv i hovedet og påtage os skylden for alt dårligt i verden. Det gør vi selvom det forholder sig stik modsat.

Det er ikke vestens kolonisering af Afrika, som er grunden til at de er fattige. De var fattige før koloniseringen og de lande, som holdt fast i de institutioner som de vestlige kolonimagter kom med, er dem, som har klaret sig bedst sidenhen.

Det giver lige så meget mening at påstå at Tyskland, Spaniens og Frankrigs problemer i dag skyldes, at de engang var romerske kolonier.

Man må håbe at fremtidige danske politikere melder Danmark ud af de aftaler, som nutidens politikere har indgået og som forpligter os til at sende milliarder til dysfunktionelle tredjeverdens lande.

Vi skylder dem intet!

Denne leder er inspireret af mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten med B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen, der sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Podcast

300 millarder dollars til de fattige lande: ‘Nu stopper festen!’

Hvordan er vi havnet der, hvor vi i Vesten mener, at vi står i klimagæld til den tredje verden? Det spørgsmål brænder Joachim B. Olsen inde med efter, at det til COP29 blev besluttet, at Vesten skal sende 300 milliarder dollars til det globale syd i klimakompensation. Dagens gæst deler Joachims frustration og kommer med flere bud på, hvad vi bør gøre i stedet for. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør og politisk kommentator på B.T. Gæst: Martin Ågerup, direktør  i Populous Analytics, og fhv. direktør i den borgerlige-liberale tænketank, Cepos. Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Jens Marrot  og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke