Lige om lidt udkommer en ny bog på dansk, »Broderismen«, der afslører, hvordan Det Muslimske Broderskab arbejder for at islamisere europæiske lande.
Bevægelsen opererer som en sekt, der skal tiltrække medlemmer på tværs af muslimske fraktioner og samtidig forhindre, at disse integrerer sig i lokalsamfundet.
Blandt andet spreder broderskabet en fortælling om, at Vesten er ondt og racistisk og fremmer det muslimske hovedtørklæde, der tjener deres sag ved at skabe en yderligere afstand mellem muslimer og den øvrige befolkning.
Det farlige for Vesten er, at Broderskabet er eksperter i at holde sig inden for lovens rammer.
De benytter sig af den vestlige ytringsfrihed til at modarbejde demokratiet. De benytter det juridiske system til at kræve særrettigheder til muslimer, herunder retten til at bære muslimsk tørklæde på arbejdspladser.
Og de stifter offentligt støttede organisationer eller melder sig ind i venstreorienterede partier, hvorefter de bruger offentlige midler til at fremme deres sag.
Det er med andre ord et godt eksempel på, hvordan Vestens styrke, vores åbenhed og demokrati, sat over for den muslimske ideologi bliver vores største svaghed.
I Frankrig og Østrig har man allerede indført tiltag, der går direkte efter Det muslimske broderskab. I Danmark mangler vi en undersøgelse af, hvilke tråde der går fra muslimske foreninger til Det Muslimske Broderskab. Men allerede nu ligger ét mulig tiltag lige for at diskutere:
Bør vi fortsat finansiere islamiske trossamfund, der har forbindelse til fjerne muslimske lande? Det virker oplagt at stoppe med at bruge skattekroner til at finansiere islamiseringen af Danmark.
Spørgsmålet er grundlæggende, hvor tolerante vi skal være over for dem, der er eksperter i at udnytte den.
Denne leder er inspireret af onsafsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten fra B.T.s debatredaktion, der alle hverdage sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Lyt i Spotify , på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder:

