»Gå med i lunden, så spidser vi munden og fløjter den gamle sang om kærlighed.«

Sådan sang Liva Weel helt tilbage i 1932 om en tur på travbanen Lunden i Charlottenlund.

Ved årets kommende Derby sidst i august er der imidlertid hverken udsigt til spidsede læber eller fløjtetriller.

Travbanen oplyser nemlig, at medmindre forsamlingsforbuddet for flere end 500 personer ophæves tidligere end varslet, kommer der 'få eller slet ingen 'normale' tilskuere ind'.

Det store afsluttende Derby afholdes 30. august, og begrænsningen på 500 mennesker løber til og med dagen efter, 31. august.

Personale og deltagere i de 12 løb sætter sig på omkring 300 af pladserne, og med sponsorer og presse er antallet af mennesker på travbanen allerede oppe i nærheden af de tilladte 500, inden der er lukket en eneste tilskuer ind.

Travbanen har søgt om dispensation, så det festlige og traditionsrige trav-Derby på den 129 år gamle travbane kunne slå dørene op for publikum som vanligt. Desværre for arrangørerne har man fået et nej.

Det havde måske været på sin plads med lidt smidighed og konduite, men myndighederne må have vurderet, at det er for usikkert at gøre en sådan undtagelse på travbanen, selv om man i fodboldens Superliga allerede lukker flere tusinde mennesker ind til kampene.

Trav uden tilskuere er lidt som striptease i mørke, men livet går nok videre, og på travbanen tager man da også myndighedernes kritik til efterretning og nøjes med at ærgre sig.

Livet går såmænd også videre, selv om vi oplever begrænsninger ved andre arrangementer, når vi sidder på hver anden plads i teatret eller til fodbold på stadion, som retningslinjerne foreskriver.

Afstandskravet betyder, at hvert andet sæde står tomt for at begrænse muligheden for at smitte sidemanden. Det er bare ikke det samme.

'Hver anden', der ikke er der, er savnet.

De oplevelser, vi er vant til at dele med hinanden, falmer simpelthen, når nærheden til de mennesker, man normalt oplever den slags sammen med, forsvinder.

Den satiriske figur Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra hedengangne 'Den Korte Radioavis' på Radio24syv udødeliggjorde spørgsmålet 'Hvem er hver anden?' i en parodi på en af Ghita Nørbys optrædener i tv, hvor den folkekære skuespiller på baggrund af en avisartikel stillede netop dét spørgsmål, fordi en undersøgelse viste, at hver anden dansker ønskede at spare på kulturbudgetterne.

Hvem er hver anden? Vi ved det ikke altid, men nu mangler de alligevel.

Fraværet af de fremmede mennesker, der normalt sidder på sædet ved siden af, giver oplevelsesmæssige fantomsmerter.

Glæden over at have armlænet helt for sig selv er for intet at regne mod tabet af 'hver anden'.