De fleste danske familier har formentlig haft en påske med de samme ingredienser som jeg.
Familiesammenkomster – i mit tilfælde endda en storslået 90-års fødselsdag – men hvor kun den allernærmeste familie deltager.
Feriedage i sommerhus, campingvogn eller kolonihaven, hvor der er læst bøger, gået ture og måske set et af de uendelige afsnit af 'X Factor'.
Når vi køber ind – i mit tilfælde i Kerteminde, hvor mit sommerhus ligger – bærer vi mundbind, står i kø udenfor, da bageren i Kerteminde kun må have to kunder ad gangen, og vi spritter af, med det samme vi kommer ind i butikken.
Vi tager alle de samme forholdsregler. Sådan er påsken 2021.
Vi har vænnet os til det – vi reflekterer ikke over det længere. Vi gør det, fordi vi er gode samfundsborgere. Vi har gjort afstand, sprit og mundbind til det »NYE normale«, for vi håber på, at det »rigtige normale« vender tilbage.
Spørgsmålet er, om »normalt« nogensinde kommer igen. Lige nu virker det tvivlsomt, for angsten er blevet en fast del af mange menneskers dagligdag, og den styrer hårdere end fornuften. Lad os se i øjnene, at den nuværende virus aldrig forsvinder, og vi derfor skal leve et liv, hvor covid-19 er en fast del af vores hverdag. Den må bare ikke få hovedrollen.
Det har covid-19 lige nu, og vi kommer til at kæmpe for at få hverdagen igen, hvor »normalt« ikke er en tillempet version med mundbind, unaturlig afstand og uden kram og håndtryk.
Tirsdag åbner lidt mere af Danmark som led i »den store samlede genåbningsplan«. Det er desværre en falsk varebetegnelse, for det er ikke en genåbningsplan, der er stor eller leder hen mod en normal hverdag uden angst for corona.
De store skolebørn vender tilbage til skolen og kammeraterne efter næsten 100 dage derhjemme foran skærmen. Alle ved, at det er så langt fra normalen, som noget kan være. De vender dog kun tilbage til skolen hver anden uge, for alle børn kan ikke begynde i skole på fuld tid. Det bliver kaldt en genåbning, men det er reelt kun en halv åbning.
De mange liberale serviceerhverv – herunder frisørerne, der er blevet symbol på lukningen – kan også åbne tirsdag, men med nye, skrappe regler. Der er krav om ekstra kvadratmeter pr. kunde, og så skal frisørerne oveni være coronapoliti. Kunder, der skal klippes, skal fremvise et vaccinepas eller en negativ test, der er mindre end 72 timer gammel.
Det er frisørerne selv, der skal kontrollere papirerne. Hvad der sker med de frisører, der ikke kontrollerer, er endnu ikke meldt ud.
Det er uholdbart, at kontrol nu bliver en del af frisørens daglige arbejde, for det er endnu et skridt mod det samfund, hvor alle føler sig berettigede til at være en slags coronabetjente.
Sidst i april kan restauranter åbne for udendørsservering, hvis kunderne altså kan fremvise et coronapas – også her er kontrollen flyttet ud til den enkelte virksomhed. Først i maj kan restauranter håbe på, at deres virksomheder kan åbne for indendørs servering, men også her er der stramme krav. Hver siddende gæst skal have så meget ekstra plads, at det for mange beværtninger er urealistisk at åbne. De kan ganske enkelt ikke få kunder nok i butikken.
Storcentre, museer, kunsthaller og biblioteker kan også åbne i april, men biografer, teatre og koncertsale er der endnu ikke tænkt på.
Sportsbegivenheder er heller ikke med i den store plan, skønt Danmark er vært for EM i fodbold om mindre end 60 dage. Superligaen begyndte i påsken med de afsluttende mesterskabskampe, og selvom Divisionsforeningen har leveret en gennemarbejdet plan for at have tilskuere udendørs, er der intet svar. Indendørsidrætten virker helt glemt.
Lad os sige det, som det er: Vi er ikke i gang med den store genåbningsplan, som mange af de politiske partier lovede os inden påske. Det er skuffende, og vi må forlange, at de tager fat igen. Der skal laves en fuldt dækkende plan, hvor angsten ikke er med ved bordet. En plan, hvor »worst case scenario« for smittens udvikling ikke er målestokken.
Vi må forlange, at politikerne arbejder for en fuld åbning og slår endeligt fast: Danmark åbner fuldt og helt, når alle danskere over 50 år er vaccineret. Det virker logisk, men jeg er bange for, at vi kommer til at kæmpe for det. Der er stemmer i at vedligeholde frygten.
Det normale liv skal begynde sammen med en fuldendt vaccinationsplan. Ja, der vil være mennesker, der får bivirkninger af vaccinen, ja, der vil være mennesker, der vil få corona, selvom de er vaccinerede, ja, der vil komme nye varianter fra Afrika, Sydamerika eller Kina. Og ja, der vil være patienter, der dør af corona. Vi kan ikke redde alle. Døden er med os hele tiden, for livet er en kalkuleret risiko, som vi accepterer hver dag.
Vi må tilbage til det normale liv, hvor corona er en sygdom som alle andre. Vi må kæmpe for det normale liv.
