Lars Pedersen. Odenseansk tatovør og nyslået førtidspensionist – men frem for alt modig.
B.T.s læsere har i denne uge været inviteret med på et bevægende genbesøg hos netop, Lars Pedersen. Et besøg som giver stof til eftertanke.
For i dag står han alene tilbage. Det klæder os ikke!
Her er historien:
For godt fire år siden endte Lars Pedersen i egenskab af formand for Professionelle Danske Tatovører pludselig som hovedperson i en tvist med bandegrupperingen Black Army. Det skete i forbindelse med, at fem odenseanske kolleger blev truet af medlemmer fra gruppen, som afkrævede dem penge.
Truslerne fik Lars Pedersen – som dengang selv var tatovør i Odense – til at fortælle både kommune, offentlighed og politi om bandernes metoder.
Opbakningen var da også overvældende da sagen kom frem.
Byens socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbæk Juel, der dengang stod foran en valgkamp, tilkendegav offentligt sin støtte. Der var i det hele taget masser af air-time og politiske klap på skulderen til Lars Pedersen.
Ikke mindst fra nuværende statsminister Mette Frederiksen, som dengang besøgte Lars Pedersens butik med budskabet om, at »den røde løber skulle rulles ud« for vidner som ham.
Men hvor blev den så af – den røde løber?
Spørger man hovedpersonen selv, så har han ikke set noget til den.
Denne historie må være en anledning til, at vi som by - som medmennesker, politikere og samfund - spørger os selv, om vi kunne have gjort mere for at bakke op om en af dem, som havde det mod andre mangler?
Nuvel – selvfølgelig har vi politiet og sundhedssystemet til at hjælpe, og ellers kan vi som samfund putte en førtidspension oveni hatten.
Men det må ikke være et alibi.
Det er ganske enkelt lettere at modstå pres fra mørke kræfter, hvis man ikke er alene. Hvis man mærker opbakning. Oplever handling. Hvis man fornemmer, at andre også er villige til risikere noget eller i det mindste udviser taknemmelighed overfor indsatsen. Også bagefter - når kameraerne er slukket.
Ingen bør stå alene tibage med den regning, Lars Pedersen har betalt for at gøre det rigtige – for hvem skal så sætte foden ned næste gang?
