»Venstre er det store dyr på savannen«. Sådan sagde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, for omtrent et halvt år siden, da partiet fejrede sin 150-års fødselsdag – godt nok i en bølgedal af både vælgertilslutning og evne til at sætte politisk dagsorden.

I dag ser det endnu værre ud. Kun 14,3 procent af danskerne ville – i følge den seneste måling fra instituttet YouGov – i dag stemme på Venstre. Partiets næstformand og retsordfører, Inger Støjberg, har fået alvorlig kritik i sagen om adskillelse af asylpar, og en rigsret truer muligvis. Der er nok at tænke op i partitoppen over julen.

Nu står ‘det store dyr på savannen’ ovenikøbet forlegent tilbage som ‘det store dyr i glasbutikken’, efter justitsminister Nick Hækkerup tirsdag kunne præsentere et politiforlig for de kommende år – uden Venstre.

Der er tale om et bredt forlig hele vejen fra Enhedslisten til SF, Socialdemokratiet, De Radikale, De Konservative og Nye Borgerlige. Men altså uden Venstre, for hvem selve finansieringen af forliget blev uspiselig.

Indholdet af aftalen er klart et skridt i den rigtige retning for dansk politi. Den sikrer blandt andet 450 nye betjente og 20 nye nærpolitienheder rundt om i landet. I aftalen bliver der samlet afsat cirka 650 millioner kroner i 2021 stigende til cirka en rund milliard i 2023 ekstra til politiet og anklagemyndigheden.

Et særligt afsnit i aftalen adresserer 'Mindre sagsbunker og kortere sagsbehandlingstider', og det er virkelig glædeligt.

Det burde nemlig være godt nyt for mennesker, der fremover kommer i lignende situationer som Silas Lund, Jens Nielsen, Bente Hermann, Per Sørensen, Mary Jane Williams, Jeanica Christensen, Uffe Jensen, Charlotte Andersson, Sallie Nielsen, Jørn Lavdal, Natascha Mortensen og Klaus Fischer, der alle modigt har stillet sig frem i B.T.s serie med fokus på emnet og fortalt, hvordan de lange sagsbehandlingstider hos politi og domstole har påvirket deres liv efter den kriminalitet, der er begået mod dem.

En af de helt store katastrofer ved den lange sagsbehandlingstid har været, at kriminelle simpelthen er endt med at få rabat på deres straf, fordi det er trukket sådan ud. Den slags tærer på retsfølelsen, og det må være håbet, at den nye aftale i hvert tilfælde i nogen grad kan være med til at afhjælpe den slags problemer.

Et andet punkt i aftalen er indførslen af en såkaldt politigaranti, hvis man oplever indbrud i hjemmet, vold, voldtægt og salg af stoffer nær en skoler. Det giver forhåbentlig en større tryghed for ofrene for de typer af kriminalitet.

Der er med andre ord masser at glæde sig over i den nye aftale for dansk politi – også set med lov og orden-partiet Venstres øjne. Alligevel brydes en lang tradition for at være med i den slags brede forlig. Det er synd og skam, for Venstre hører til i forliget.

Igennem de senere år har Venstre gentagende gange kritiseret politiets nuværende forhold og brugt de igangværende politiforhandlinger som anledning til at kræve mange af de ændringer, der nu faktisk er udmøntet i aftalen.

Da det kom til stykket, svigtede det politiske håndværk dog. Man plejede at vide, hvor man havde Venstre, men pludselig er man i tvivl.