Donald Trump har i årevis brugt sociale medier – specielt Twitter, hvor han havde tæt på 89 millioner følgere – virtuost. Til at sværte sine politiske modstandere, til at promovere sig selv og til at sætte sin egen dagsorden.

Når Trump tweetede, lyttede verden. Nogle gange godt nok i forfærdelse, andre gange fnisende, men den lyttede.

Der var på den måde et win-win-forhold mellem præsidenten og det sociale medie, der jo tjener penge på antallet af brugere og disses aktivitet på tjenesten.

Nu er der imidlertid kommet andre boller på suppen.

Twitter har besluttet at lukke permanent for Trumps profil på det sociale medie. Det skete efter de forfærdelige uroligheder ved Kongressen onsdag, som mange mener, at Trump ansporede til gennem sine opdateringer.

Dermed må den afgående præsident gennemleve sine sidste dage i Det Hvide Hus uden de mange udfald, han er blevet både kendt og berygtet for.

Heller ikke på Twitters konkurrenter Facebook og Instagram er der muligheder for at udkomme. Med den begrundelse, at der var risiko for yderligere opfordringer til vold og hærgen, suspenderede man i første omgang Trumps profiler i 12 timer – siden på ubestemt tid.

Naturligvis skal Donald Trump ikke udelukkes fra den offentlige debat – det er udemokratisk at undertrykke synspunkter, man ikke er enig i. Men det står de sociale medier helt frit for at bestemme, om det skal ske på deres platforme.

Der er grund til at rose de sociale medietjenester for at tage et ansvar, selvom det også må være på sin plads at tilføje, at det godt nok også er på tide.

Gennem mange år har de sociale medier i al for høj grad negligeret det faktum, at deres platforme flyder med skadeligt indhold, som de kun i nogle tilfælde evner at fjerne – og ofte alt for sent.

Unge mennesker bliver mobbet på de sociale medier, vi har set livestreames fra terroraktioner og drab, der bliver delt hævnporno, der er usunde grupper for bulimi og selvskade, der er vold, der er løgn, og de giver konspirationsteoretikere netværk og infrastruktur. Fortsæt selv listen.

Hver gang samme reaktion: Det er umuligt for de sociale medier selv at kontrollere de store mængder indhold, der bliver langt op. Det hævdes gang på gang, at man 'arbejder med problemet' og 'investerer massivt i moderering', men det er alligevel, som om det aldrig for alvor bliver bedre. Det ville blive alt for dyrt og besværligt, må man forstå, hvis alt indhold skulle tjekkes.

Argumentet svarer dog til fragtmanden, der mener, at det bliver for dyrt for hans kunder, hvis han skal overholde hastighedsbegrænsningerne på motorvejen, eller fabriksejeren, der mener, at det bliver for dyrt, hvis produktionens spildevand skal bortskaffes på forsvarlig vis i stedet for bare at blive hældt i afløbet.

Det er svært at se de sociale mediers nedlukning af Trumps profiler som andet end en indrømmelse af det, der længe har været klart for alle andre: Platformene kan være farlige, hvis hvem som helst uden videre kan lægge hvad som helst op.

Den indrømmelse må de reagere på, så der nu for alvor bliver ryddet op på tjenesterne. Går det for langsomt, må politikerne på banen med lovgivning.

Det er dagen efter festen, og der er velfortjente tømmermænd på de sociale medier.