Men nogle gange overmandes man måske alligevel af lysten til at anholde et af de mange håbløse udsagn, man scroller forbi.

Måske var det det, der skete for en af B.T.s journalister, da SFeren Carl Valentin i et post sammenlignede ejeren af Bestseller, Anders Holch Povlsen, med de oligarker, der er så megen omtale af for tiden.

Årsagen var en liste, hvorpå Holch Povlsens formue var opgjort til 92,6 milliarder kroner.

'Intet enkeltindivid arbejder så hårdt, at de har fortjent disse summer,' skrev Valentin blandt andet og kaldte det i samme ombæring for 'sygt og uretfærdigt'.

En formue på 92,6 milliarder kroner er da også bemærkelsesværdig stor, men uanset eventuel misundelse eller holdning til graden af ønsket lighed i samfundet er Valentins kommentar pinlig og ikke en folketingspolitiker værdig.

For det første fordi det under interviewet med B.T. viser sig, at Valentin slet ikke er klar over, at oligarker er en betegnelse for rigmænd, der har bygget deres formue på at købe tidligere statslige virksomheder i Rusland uhørt billigt for på den måde med et trylleslag at blive uhyre velhavende på værdier, der reelt er befolkningens.

Sådan har Holch Povlsen ikke tjent de penge, der gør ham så velhavende, som han er.

At sammenligne ham med oligarker svarer til at sammenligne ham med 'gulashbaroner' eller 'sidegadevekselerere. Altså mennesker, der er kommet til deres penge ved fusk eller uetiske handlinger.

Der ligger i ordvalget en mistænkeliggørelse og beskyldning, som bør bakkes op af andet end uvidenhed, hvis det skal tages alvorligt.

For det andet passer det ikke, at 'intet enkeltindivid arbejder så hårdt, at de har fortjent disse summer', som Carl Valentin skriver, for hvis forretningerne er foretaget efter bogen og uden snyd (og også selvom en smule held måtte have spillet en rolle undervejs), er de 92,6 milliarder faktisk lige præcis, hvad Holch Povlsens arbejde har været værd.

Selvom det er en uvirkelig stor formue for næsten alle mennesker at forholde sig til og flere penge, end man kan nå at bruge på et almindeligt liv, er værdien af hans arbejde ovenikøbet langt større, end hvad der er røget i Povlsens egne lommer:

Mange, mange mennesker tjener deres penge ved at arbejde for Bestseller eller andre af de selskaber, han har skabt. De forsørger deres familier på grund af virksomheder, den driftige forretningsmand har bygget op, og de betaler skat af de penge, som kommer os allesammen til gode.

Det er nok for meget forlangt, at Valentin med sit udgangspunkt i SF ligefrem skulle rose Anders Holch Povlsen for det, han har udrettet og evnet at tjene, men han burde trods alt holde sig for god til at sammenligne ham med Putins lumpne magtelite.