En politibetjent, der ringer til et krisecenter og presser lederne af krisecenteret for at få et navn på en konkret kvinde, der er på det center.

En socialrådgiver, som dropper bestemte børnesager.

Og en familiebehandler i en dansk Ngo, som i stedet for at hjælpe børn ud af social kontrol, bidrager til, at en forælder kan kidnappe sine børn og sende dem på genopdragelsesrejse.

Det er de eksempler, som den socialdemokratiske udlændingeordfører Frederik Vad har brugt til at genantænde udlændingedebatten. Ordførerens nye erkendelse er, at indvandrere, der på papiret er velintegrerede, kan misbruge deres offentlige embeder til at »undergrave samfundet«.

Det har udløst et ramaskrig og beskyldninger om, at Vad »skaber grobund« for racisme. Men Vads eksempler står ikke alene. I Borgerlig Tabloid bakkes Vad op af integrationsekspert Henrik Kokborg. Problemet er ifølge Kokborg tiltagende.

Ifølge integrationseksperten er der allerede kommuner, der har ændret i deres journaler, så følsomme oplysninger ikke kan lækkes til »parallelsamfundet«. Henrik Kokborg tilslutter sig derfor koret af stemmer, der efterlyser en kortlægning af problemet.

B.T. støtter også op om en undersøgelse.

Vi er nødt til at vide, hvor stort problemet er, og vi er nødt til at sikre os, at muligt embedsmisbrug bliver taget alvorligt. Netop fordi det er en sag med potentiale til at skabe stor splid i samfundet, er det vigtigt, at den så vidt muligt baserer sig på fakta.

Men da vi onsdagens episode af Borgerlig Tabloid spurgte udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek direkte, om han ville foreslå regeringen at sætte en undersøgelse i gang, trak han på det. Selvom han bakker Vad op, er en undersøgelse et spørgsmål om »prioriteringer«.

Det svar kan danskerne ikke være tilfredse med. Det er muligt, at den nuværende regering ikke politisk kan enes om at sætte en undersøgelse i søen. Men at det er et spørgsmål om penge, er en utroværdig forklaring.

Socialdemokratiet har startet debatten – nu skylder de at følge op på deres ord. Første skridt må være en undersøgelse af problemets reelle omfang.

Astrid Johanne Høg

Denne leder blev skrevet i en fælles samtale i slutningen af onsdagens episode af Borgerlig Tabloid – podcasten fra B.T.s debatredaktion, der alle hverdage sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Lyt i SpotifyApple Podcast eller ved at trykke play herunder: