Man siger ofte, at det er bedre at blive dømt for angrebsfejl end for nøl, men i sagen om aflivningen af alle danske mink gør regeringen sig skyldig i begge dele.

Det er efterhånden velbeskrevet, hvordan der midt i hastværket med at få minkene aflivet blev set gennem fingre med den manglende lovhjemmel. Men når det kommer til kompensationen til avlerne, har man valgt en mere fodslæbende tilgang.

Der er nu gået mere end to måneder, siden statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde bekendtgjorde, at alle mink i Danmark skulle aflives. Med løfter om 'tempobonus' for rap aflivning – og med truende politi og optællere fra hæren – tog det ikke længe, før statsministerens vilje var sket.

På samme historiske pressemøde fik minkfarmerne dog også en trøstende forsikring:

»Når minkavlernes virksomhed tvangslukkes, så betyder det, at alle minkavlere får adgang til både lønkompensation, fuld dækning for faste omkostninger og kompensation for tabt omsætning til de selvstændige, der ejer minkfarmene,« lød det fra erhvervsminister Simon Kollerup.

Umiddelbart flotte ord, men hvad betyder det for den enkelte minkavler? Det er der ingen, der ved, for den del af miseren er endnu ikke på plads.

Mens det tog et døgn at tage beslutning om, at alle mink skulle lade livet, er der to måneder efter stadig ingen penge, der er rullet i retning af minkavlerne.

Statsministeren har forklaret sig med, at man ikke råder over det flertal på 90 mandater, som jo kræves for at strikke en politisk aftale om kompensationen sammen.

Det er der måske en god grund til. I hvert tilfælde har Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, forfattet en ironisk opdatering på det sociale medie Twitter: »Minkforhandlinger! NU sker det. Tirsdag aften kl. 22. Tre kvarter afsat. Første møde siden 30. november.«

Regeringen tilkendegiver, at kompensationen til avlerne er vigtig, men viser det ikke i handling. Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, har gjort gældende, at man skam har haft løbende drøftelser om emnet, men gået på klingen med klagerne over de manglende forhandlinger fra de øvrige partiers ordførere, indrømmer han dog: »Jeg sagde ikke, at der var intense drøftelser. Jeg sagde, der havde været drøftelser.«

Det ville være klædeligt, om regeringen ilede til minkerhvervets undsætning med bare en brøkdel af den hast, man jog mod dets undergang.

Minkskandalen har allerede kostet Mogens Jensen en ministerpost, og en særlig granskningskommission skal undersøge, om der er mere at komme efter.

Før den har gjort sit arbejde færdigt er det uvist, hvor alvorlig minkskandalen endeligt viser sig at være.

Men sikkert er det, at den vokser i omfang for hver dag, minkavlerne – eller skal vi kalde dem 'de tidligere minkavlere' – ikke får den kompensation, de har ret til.

Det er uværdigt og uanstændigt at holde dem hen i uvished på den måde.