Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det er skadeligt for den grundlæggende tillid til myndighederne, når de skjuler afgørende oplysninger for os.

Sundhedsstyrelsen påstod, at beslutningen om at vaccinere børn i alderen 5-11 år mod covid-19 skete på baggrund af »en meget, meget grundig faglig beslutning«. Men B.T. kan dokumentere, at der blandt landets førende eksperter var kraftig modstand mod at vaccinere børn.

Den slags er en kæmpe hammer oveni den store tillid og tilslutning, der er til vacciner i Danmark. En tilslutning, mange lande vil være os misundelige over.

Forældre lægger ansvaret for deres børns ve og vel i hænderne på myndighederne, når de mindste bliver vaccineret. Forældre gør det, fordi de får at vide, at det er vigtigt og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Vi forventer til gengæld, at myndighederne er åbne og ærlige omkring de vacciner, der bliver sprøjtet i vores børn. Det er kontrakten, vi har indgået mellem borgere og myndigheder.

Den kontrakt har Sundhedsstyrelsen brudt i sagen om vacciner til børn. I november anbefalede styrelsen, at børn i alderen 5-11 år skulle blive vaccineret for at nedbringe antallet af smittede.

Børn blev vaccineret, men antallet af smittede steg til rekordhøjder. Det argument faldt hurtigere til jorden end et æble, der falder af en gren. Derudover fortalte Sundhedsstyrelsen os ikke hele sandheden. Der var ingen, der fortalte den danske befolkning, at nogle af landets førende eksperter langtfra mente, at det var en god idé.

De mente tværtimod, at det kunne skade hele tilliden til systemet. To dage før Sundhedsstyrelsen anbefalede vacciner til børn, skrev Lone Graff Stensballe, professor og børnelæge, en opsigtsvækkende mail til en gruppe af eksperter og embedsmænd i Sundhedsstyrelsen.

»Når befolkningen oplever den manglende effekt af at vaccinere på så spinket et grundlag som dette, så vil det give anledning til tvivl og mistillid til myndigheders anbefaling mere generelt og dermed for eksempel tilslutningen til børnevaccinationsprogrammet af vacciner, som primært gives for individets egen skyld,« skriver hun i mailen, som B.T. har fået aktindsigt i.

Det er dybt alvorligt, at vi har ladet børn i tusindvis vaccinere, selvom eksperterne var uenige om effekten. Men det er tæt på at være lige så alvorligt, at Sundhedsstyrelsen tilbageholdt oplysninger om den uenighed. Hvordan kan vi stole på, at vi skal lade vores børn vaccinere mod influenza, skoldkopper og mæslinger? Det spørgsmål vil mange stille sig, næste gang de får en indkaldelse til vaccination i e-Boks. Til fare for den generelle sundhed for den enkelte og for vores samfund.

Og det er Sundhedsstyrelsens egen skyld. Når man samtidig ser, at vaccinen ingen effekt havde på smittetallene, må man konstatere, at det var en eklatant fiasko, der vil trække lange tråde ind i fremtiden.