Man kan være for eller imod russiske sportsstjerner, musikere og kunstneres adgang til kulturlivet i den vestlige verden.

Herunder for eller imod fire russiske musikvirtuosers deltagelse i Carl Nielsen Konkurrencen, som afsluttes denne weekend i Odense.

Til gengæld bør der næppe være to holdninger til, at det er både oplysende og interessant at læse B.T.s interview med en af dem, det hele har handlet om – nemlig fløjtespiller Fedor Kalashnov.

Et interview, som kaster nyt lys over kunstnerens eget blik på situationen.

Selv ser den russiske fløjtenist nemlig slet ikke noget problem i hans optræden i Odense.

Heller ikke selvom strømmen af billeder, som har fundet vej ud af Ukraine over de seneste uger er blevet stadig mere grusomme – og selvom der cirkulerer billeder af Fedor Kalashnov i russisk militæruniform på sociale medier.

Nej, den russiske fløjtespiller forstår faktisk ikke, hvorfor debatten om boykot af for eksempel russiske musikere har fyldt så meget og vakt så mange følelser.

»Jeg var bare en musiker i orkesteret og ikke i militærservice,« siger Fedor Kalashnov om hans baggrund i den russiske flådes orkester og tilføjer:

»Hvis nogen mener, at det ikke er okay, så er jeg rimelig ligeglad.«

Javel, det er i det mindste klar tale.

Ingen tvivl om, at en så tydelig melding vil falde nogen for brystet.

Men udtalelserne er samtidig en gave, fordi de giver os et nyt og ærligt indblik i, hvordan en ung russisk mand ser på sig selv, på sin baggrund og nationalitet i lyset af det, der foregår i Ukraine.

Fedor Kalashnov fortjener med andre ord ros for sit mod til at dele sin holdning.

For de af os, som rammes af hans manglende forståelse af, at også han er en del af den nuværende situation, må så nøjes med at glædes over, at der dog tages afstand fra Valdimir Putins krigsførelse i Ukraine.