Facebook, Twitter, Snapchat, Instagram, TikTok. De sociale medier bliver flere og flere, og det er efterhånden en sjældenhed at møde mennesker, der slet ikke benytter dem.
Mange mennesker underholder sig med dem, og lige så mange bruger dem også som indgang til de nyheder, de følger med i.
Der er meget godt at sige om både mulighederne for at følge med i gamle venner og fjerne slægtninges liv og levned, og blande sig i allehånde debatter om snart sagt hvad som helst, som de sociale medier giver os mulighed for.
Desværre er vi ved at nå til et punkt, hvor bagsiden af medaljen overskygger de mange fordele. Måske skete det i virkeligheden for længe siden.
Der er talrige eksempler på, hvordan sociale medier er infrastruktur for had, overgreb og misinformation.
Faktisk skal vi næsten til at oprette en hel ny ordbog over hæslige begreber, der lever som tæger på ryggen af de sociale medier.
Fake news om covid, vacciner og alt muligt andet ville slet ikke have mulighed for massiv udbredelse uden de sociale medier.
Det samme gør sig gældende for digital mobning og hævnporno, hvor ofrene må lide den tort at få deres intime billeder delt helt ukontrollabelt. Og for vederstyggeligheder som videoer af såkaldt dominansvold, hvor gerningsmænd optager ydmygende videoer af deres voldsofre, som ligeledes spredes gennem sociale medier.
Body shaming er et andet sygt fænomen, som stort set også kun findes på grund af sociale medier.
I B.T. fortæller influencer Stephanie Fisker om at dele et billede fra en badetur og efterfølgende få en skidtspand af kommentarer tilbage i fjæset.
Flere brugere mente, at Fisker var for tynd og fyrede tilsyneladende uden at skamme sig det mindste en salve af hadefulde kommentarer afsted:
'Usund', 'syg', 'ulækker' og 'et anoreksioffer' var blot nogle af de ubehagelige beskeder, hun fik med på vejen.
Gang på gang lyder det fra de sociale medier, at de arbejder på at løse problemerne, at de bestemt gør meget, og at de fra tid til anden også anerkender, at der måske kunne gøres mere, men at mængden af brugere og opdateringer gør det umuligt at inddæmme problemerne helt.
Det fremføres igen og igen, at det jo er brugernes adfærd, der er det væmmelige – ikke de sociale medier selv. Selvom det ikke er forkert, og vi naturligvis alle bærer ansvaret for at opføre os ordentligt, er det værd at bemærke, at det er samme argument, som den amerikanske våbenindustri bruger, når samtalen falder på sammenhængen mellem antallet af våben i omløb og antallet af skuddræbte: Pistoler slår ikke mennesker ihjel, mennesker slår mennesker ihjel.
De sociale medier har dygtigt stået for en indbringende innovation og gjort deres opfindere og ejere til nogle af verdens rigeste mennesker.
Ganske fortjent, når man kigger på både udbredelse og de mange glæder, man kan have med sociale medier.
Men tiden er kommet til, at de sociale medier tager mere ansvar for alt det uvæsen, de også bruges til. Alt andet er uanstændigt.
