Gennem hele ugen har sygeplejersker overalt i landet vist, at de stadig er godt og grundigt sure.
Onsdag mødte cirka 140 sygeplejersker op foran Rigshospitalet, hvor de nedlagde arbejdet i en time. Det har de gjort hver dag i denne uge.
Tirsdag var det sygeplejersker i Aarhus, der 'punktstrejkede'. En time her og en time der – for at vise, at de bestemt ikke er færdige med deres arbejdskamp for at få mere i løn.
Arbejdsgiverne – Danske Regioner – har ikke andet valg og har nu trukket sygeplejerskerne i løn og forsøger at stoppe konflikten i Arbejdsretten med en bod. Den skal de nok vinde, for sygeplejerskernes kamp er foreløbig slut, de vil bare ikke acceptere det. Deres to måneder lange strejke sluttede, da den socialdemokratiske regering greb ind med en lov, der nok gav sygeplejerskerne mere i løn – fem procent over tre år – men gjorde dem endnu mere utilfredse.
Derfor fortsætter de deres kamp som en slags guerillabevægelse med nedslag centrale steder, der hele tiden generer deres modpart og patienterne.
Strejkerne er løbet løbsk, og formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Kristensen, har helt mistet kontrollen og dermed sin troværdighed. Hendes medlemmer er ligeglade med, hvad hun aftaler eller siger. Hun har flere gange advaret dem mod at nedlægge arbejdet, men de fortsætter alligevel. Hun har tidligere forhandlet aftaler på plads med anbefaling om at stemme ja, men det er alligevel blevet nej hver gang.
Normalt ville en formand uden opbakning skride og hendes opposition tage over. Men i denne sag er der nok en tydelig opposition, der helt har taget over via Facebook, men der er ingen konkret person eller tydelig personkreds, der kan få denne ulykkelige sag videre.
Sygeplejerskerne kører blindt videre med deres afpillede formand som blind passager. Hun siger, at demonstrationerne ikke er vendt mod hende. Det er formentlig rigtigt, men de menige sygeplejersker har heller ikke vist opbakning og tiltro til Grete Kristensens arbejde som formand. Hun bliver pillet ned hver gang.
Det svækker sygeplejerskerne på langt sigt og dermed hele det danske sundhedsvæsen. Hvem skal arbejdsgiverne egentlig forhandle med? Formanden eller dem, der bestemmer? Lige nu kan ingen svare.
Sygeplejerskerne får ikke flere penge i denne omgang, og deres tro på, at de kan bulldoze sig igennem, har vist sig at være et kæmpenederlag. Lige nu har de heller ikke en strategi for, hvordan de kan komme videre mod målet – endnu mere i løn.
Det er en håbløs situation. Sygeplejerskerne er en vigtig brik i det danske sundhedsvæsen, og hvis de fortsætter deres punktstrejker eller en arbejd-efter-reglerne aktion, vil det ramme os alle mange år frem.
Undersøgelser, operationer, behandlinger, genoptræning – listen over udskudte aktiviteter er allerede lang. Det anslås af Sundhedsstyrelsen, at mere end 35.000 operationer foreløbig er udskudt, og den venteliste vil vokse, hvis sygeplejerskerne eksempelvis ikke vil tage overarbejde. Dermed vil svage patienter få det dårligere og blive de reelle tabere af denne konflikt.
Alle bør nu arbejde for at finde sammen og sikre et sundhedsvæsen, der ikke taber for mange patienter. Først og fremmest skal sygeplejerskerne finde ud af, hvem der skal lede og repræsentere dem. De kan ikke have en officiel formand, der forhandler på deres vegne, men som ingen indflydelse har. Så må de reelle magthavere træde frem og tage ansvar.
Den nuværende situation er farlig og amatøragtig.
