De fleste af os gør det i mere eller mindre grad. Snobber nedad.

Vi fremhæver de ting ved vores opvækst, som var hårde eller jævne, men glemmer at fortælle om de privilegier, vi også havde. Som når man fortæller, at ens forældre var ufaglærte, men glemmer at sige, at de alligevel tjente godt og i øvrigt havde to biler, en villa og råd til en rejse til Kreta hver sommer.

I torsdags behandlede Deadline på DR2 fænomenet i en udsendelse, hvor blandt andre manuskriptforfatter og tv-kok Adam Price forklarede, hvorfor vi snobber nedad.

»I enhver god fortælling skal modstand være til stede. Vi elsker fortællingen om mønsterbryderen. Den, der når til tops mod alle odds,« sagde Adam Price, der blandt andet har skrevet tv-serien 'Borgen'.

Mange af os dyrker – bevidst eller ubevidst – den fortælling om os selv. Men én gruppe dyrker den så meget, at det bliver både komisk og kvalmende.

Som når Mette Frederiksen fortæller om sin opvækst i det barske grønlænderkvarter i Aalborg Østs boligblokke. Hun glemmer bare at fortælle, at familien størstedelen af tiden boede i det mere trygge villakvarter ved siden af.

Eller når Anders Fogh Rasmussen skriver om en hårdhændet barndom på fødegården uden for Viborg, hvor manuelt arbejde var vejen frem.

Eller når beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard pointerer, at hans forældre knoklede i Københavns Lufthavn som ufaglærte. Men som en anden Palle From kæmpede Hummelgaard sig fra arbejderklassen i Tårnby til de bonede gulve på Christiansborg, må man forstå.

Politikerne elsker at iscenesætte sig selv som folkelige, uprivilegerede og hårdtarbejdende mønsterbrydere. På den måde er de fuldt i øjenhøjde med vælgerne, mener de selv.

Det er trættende at være vidne til. På vej ind i en valgkamp vil vi blive overdynget med den slags fortællinger fra politikerne. Og her er det mediernes opgave at afsløre og afdække, når politikerne smører tykt på.

I virkeligheden er det forfriskende, når politikere tør stå ved, hvem de er. Som når Morten Messerschmidt (DF) står ved, at han hører opera, elsker franske vine og læser finere litteratur – selv om de fleste DF-vælgere næppe kender Giacomo Puccini eller den bedste champagneårgang fra Cordon Rouge.

Vælgerne er ikke dumme. De ved godt, at der er stor forskel på det miljø, de selv befinder sig i sammenlignet med Mette Frederiksens. Det ændrer Instagram-opslag med makrelmadder og vinduespudsning ikke på.

Så kære politikere, hvis I virkelig tager vælgerne seriøst, så stop med at snobbe nedad. Stop de overdrevne og kunstige fortællinger om jeres hårde opvækst med trange kår.

De færreste vælgere hopper alligevel på den.