Mange af de restriktioner, vi må leve med under coronakrisern, er møgirriterende og møgbesværlige, men heldigvis er de fleste af dem trods alt til at overkomme at efterleve i en normal hverdag.

I det omfang, man da efterhånden kan tale om en normal hverdag.

Afstand, afspritning, hjemmearbejde, mundbind og begrænsninger i social- og forlystelsesliv bider de fleste i sig, selv om det bestemt kan have omkostninger for det psykiske velbefindende, som vi også har beskrevet det her i B.T.

For regeringens støtteparti SF stopper det imidlertid ikke her.

I hvert tilfælde ønsker partiet, at også skoler og daginstitutioner skal inkluderes under forsamlingsrestriktionerne.

Godt nok åbner sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen muligheden for, at man på dette område arbejder med andre tal end det maksimum på 10 personer, man ellers må forsamles for tiden, men hun vil ikke afvise risikoen for, at det kan betyde hjemsendelser af børn, hvis SF får forslaget igennem:

»Ja, det er en risiko. Især i København, hvor lokalerne ofte er trange. Men lad os nu ikke fokusere på de steder, hvor det er svært at overholde forsamlingsrestriktionerne, for mange steder kan det lade sig gøre. Og så må vi finde en løsning de steder, hvor det kniber med pladsen,« udtaler Kirsten Normann Andersen til B.T.

Endnu mere skræmmende end udtalelsen om ikke at fokusere på de steder, der er problemer, er selve substansen.

For hvis der er én ting, som i hvert tilfælde børnefamilier især frygter gentaget fra den store 'nedlukning' af det danske samfund i foråret, er det, hvis skoler og institutioner atter sender børnene hjem.

Hjemmearbejde er en udfordring i sig selv – men få ting er mere stressende end kampen for at hjemmeskole ynglet samtidig med deltagelse i Zoom-møder med computeren på det strygebræt, der måske nu udgør hjemmearbejdspladsens hæve-sænke-bord.

Med tanke på de gentagende udmeldinger fra faglig direktør hos Statens Serum Institut Kåre Mølbak, om at almindelig influenza er farligere for børn end covid-19, og at det er 'overdrevet at lukke skoler', taber man simpelthen kæben over SF's forslag, selv om ingen jo kan have noget imod selve ønsket om at begrænse udbredelse af smitte. For det ønsker jo alle.

Da regeringen præsenterede de seneste stramninger af coronareglerne, blev blandt andet skoler og institutioner dog netop friholdt.

»For at noget kan være åbent, er der noget andet, som skal lukke. Fra regeringens side prioriterer vi at holde virksomheder, arbejdspladser, skoler, uddannelser og daginstitutioner i gang,« sagde statsminister Mette Frederiksen meget fornuftigt.

Lad os fokusere kræfterne der, hvor smitten er mest farlig, hos vores mest udsatte: Syge og ældre.

Hvis ikke SF stopper sig selv, må vi krydse fingre for, at statsministeren og regeringen gør.