B.T. mener: Støjberg har en pointe
Inger Støjberg er blevet kritiseret og latterliggjort for sine femten forslag mod negativ social kontrol, men hvor er kritikernes egne forslag?

Inger Støjberg er blevet kritiseret og latterliggjort for sine femten forslag mod negativ social kontrol, men hvor er kritikernes egne forslag?


Det vakte en del opmærksomhed, da Inger Støjberg på Danmarksdemokraternes sommergruppemøde i sidste uge foreslog et påklædningskodeks på landets ungdomsuddannelser.
Inger Støjberg ville forbyde dunjakker og tørklæder på landets gymnasier. Det lyder også umiddelbart skørt – hvad har dunjakker med negativ social kontrol at gøre?
Man skal dog ikke opholde sig længe i områder med en stor koncentration af unge med muslimsk baggrund, før man får øje på grupper af unge mænd med indvandrerbaggrund klædt i sorte sko, sorte træningsbukser, sorte jakker og sort kasket.
Det er svært ikke at få tanken, at der er tale om en slags uniform, men når det er sagt, burde Støjberg nok have udeladt dunjakker i kommunikationen af sit udspil – selvom hun bestemt har en pointe.
Men det gjorde det for let for hendes modstandere at aflede opmærksomheden fra sagens egentlige kerne:
At det er veldokumenteret, at negativ social kontrol er et problem. Det vil sige, at muslimske unge, der gerne vil integrere sig i dansk kultur, tvinges til at underlægge sig mellemøstlige normer og værdier af andre muslimske elever.
En af kritikerne af Støjbergs femten forslag var Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).
Onsdag tog deres formand Oscar Tønsberg Hoffmann og Inger Støjberg debatten i B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.
Det, som stod klart, var, at DGS ingen konkrete forslag havde til at komme negativ social kontrol på landets gymnasier til livs.
Det kan undre, for når det kommer til en lang række andre former for chikane, er DGS ret klare i spyttet. Her kræver de sanktioner og konsekvenser.
På deres hjemmeside skriver de følgende:
DGS står fast på, at homofobi, transfobi, bifobi, racisme, ableisme, klassisme og enhver anden form for diskrimination skal have nultolerance på gymnasierne. Skolerne skal have klare, skriftlige retningslinjer for håndtering af krænkende adfærd, og sanktioner skal være konsekvente og kendte for alle.
Men Støjbergs femten konkrete forslag mod negativ social kontrol – altså den kontrol, som muslimske unge udsættes for af andre muslimske unge – kalder de for 'muslimbashing'.
Det siger utrolig meget om LGBT+ Danmark, som også har haft utrolig svært ved at tale om homofobi i muslimske miljøer.
Så hellere gøre grin med Inger Støjberg, fordi hun nævnte dunjakker på et pressemøde.
Men de, som i sandhed er useriøse i denne debat, er ikke Støjberg.
Det er DGS og andre på venstrefløjen, der hellere vil afspore debatten end at komme med konkrete forslag til at hjælpe de muslimske unge, der bliver udsat for negativ social kontrol.
Denne leder er inspireret af onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.