Næste år indfører EU og Folketinget aldersbekræftelse på 18 år for at besøge pornosider. Intentionen er bestemt god, men det virker mere end naivt at tro, at man kan holde liderlige unge teenagere væk fra pornosider med et forbud.

Derudover er det da også skørt, at man må have sex, når man er 15 år gammel – man må sågar få en abort uden at informere sine forældre om det. Men det skal altså være forbudt for en 15-årig at se porno?

Jeg misunder virkelig ikke ungdommen i dag.

Muligheden for hele tiden at få det næste adrenalinsus er konstant til stede.

De kan få tilfredsstillet lysten til at blive underholdt via reels på TikTok. De kan få lysten til kortsigtet spænding opfyldt gennem computerspil og deres liderlighed tilfredsstillet lige nu og her via porno ad libitum på telefonen.

Mange voksne har i øvrigt også svært ved at styre det. Det gælder ikke kun de unge.

Alle kan blive enige om, at små børn ikke skal udsættes for porno. Det er ikke nogen ny diskussion.

Jeg husker stadig, da pornobladene stod i øjenhøjde i kiosker og på tankstationer.

Da jeg var barn i Halvrimmen i Nordjylland, var der på et tidspunkt en kombineret slik- og pornobutik, hvor ejeren stod med en hat formet som et kondom. Det var pænt sindssygt, og den lukkede da også ret hurtigt.

Tech-virksomhederne har gjort en del for at forhindre, at børn kan se porno. Pornosider kan blokeres på de iPads, de små børn leger med, men det kræver selvfølgelig, at forældrene tager et ansvar og sikrer sig, at det bliver slået til.

Spørgsmålet er så om aldersverifikation – som det der på vej i Danmark – er den rigtige vej at gå.

Jeg tvivler, og der kan meget let vise sig at være utilsigtede negative konsekvenser.

Mon ikke teenagere ret hurtigt er teknologisk foran regeringen?

Det tager 10 sekunder at installere en VPN, og så har de adgang til det samme og måske meget værre porno end det, som kan ses på for eksempel PornHub, som trods alt screener det, der bliver lagt op på deres side.

Det starter ved porno, men når først teknologien er der, hvem kan så garantere, at det ikke bliver udvidet til andre områder, som politikerne ikke ønsker, at vi skal se?

Regeringen påstår godt nok, at deres nye app ikke kan spores tilbage til dem, som har brugt den til at logge ind på en pornoside. Men med statens historik for it-skandaler, så synes jeg, at man skal være en lille smule skeptisk over for den påstand.

Hvornår er noget porno? Det er ikke svært at forestille sig, at der kommer sider, som udfordrer definitionen, og ender vi så et sted, hvor teenagere ikke må se bare bryster?

Regulering ændrer altid markedet. Det er ikke svært at forestille sig, at aldersverificering fører til en statslig styrelse, som skal godkende hjemmesider for, om der er for meget nøgenhed.

Det skal nok blive skørt med tiden.

Ingen har sagt, at det er nemt at leve i et frit samfund, men staten kan ikke løse alle problemer.

Det er et problem, at porno er så frit tilgængeligt. Men svaret er, at vi ændrer vores kultur i Vesten, og at vi i stedet fremelsker sunde værdier og selvdisciplin.

Den strømning er allerede i gang. 

Den canadiske psykolog og bestsellerforfatter, Jordan Peterson, er et eksempel på en, som har fået millioner af unge mænd verden over til at få sunde vaner og vende sig imod jagten på den hurtige tilfredsstillelse til fordel for at nå positive langsigtede mål.

Vi behøver ikke statens hjælp til alt.

Denne leder er inspireret af mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Se podcasten på B.T.s YouTube-kanal eller lyt til afsnittet i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Podcast

‘Det er svært at stoppe liderlige drenge på 13 år'

Henholdsvis 86 procent og 99 procent af de nordiske piger og drenge mellem 14 og 18 år har set porno. Og langt de fleste er stødt på det første gang allerede, inden de fyldte 14 år. Derfor vil EU nu sætte ind med en aldersbegrænsning på 18 år. Konkret betyder det, at staten næste år vil lancere en app, som kan sikre, at brugerne er fyldt 18 år, inden de får adgang til sider med pornografisk indhold. Spørgsmålet er, om det er en god idé? Vi tager debatten i dagens afsnit. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Heidi Als Ringheim, sexolog og formand for Mediesundhed for Børn og Unge Jonas Winding, næstformand i Liberal Alliances Ungdom Journalist: Maria Asmine Dam Producer: Jens Marrot og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke