Den røde regering har en åbenlys øm tå: Den økonomiske politik kan kun gennemføres ved, at blå blok holder hånden under regeringsgrundlaget. Det må de blå partier ikke gøre uden at tage sig så godt betalt, at det ødelægger den røde regering indefra og Lars Løkke ikke kan gå rødt i fremtiden.

Det kan gøres på to måder.

Den ene er at smadre regeringen fra højre. Groft sagt ved at undlade at stemme for de indrømmelser, Moderaterne har fået i den økonomiske politik. Det vil sige en fjernelse af mellemskatten, lavere selskabsskat og fjernelse af topskatten.

Det vil fuldstændig trække tæppet væk under Lars Løkke, fordi det ville stå lysende klart, at han ikke kan få sin politik igennem, når han deltager i en rød regering. Det vil med sikkerhed føre til en massiv kritik fra erhvervslivets lobbyister og en del blå vælgere på den korte bane, men på den lange bane vil Løkke have meget svært ved at deltage i en rød regering igen.

De blå partier, inklusive Venstre, kan godt forsvare den position. De kan simpelthen sige, at de ikke kan acceptere de massive skattestigninger, som regeringen har lagt op til for lavindkomstgrupperne. 

Regeringen vil nemlig fastfryse alle indkomstgrænserne i skattesystemet i to år. Det er en skattestigning på ti milliarder kroner, som særligt rammer dem med de laveste indkomster.

Venstre kan sige: Vi vil ikke sænke skatten for dem med de højeste indkomster ved at hæve skatten for dem med de mindste. Det er et synspunkt, som sagtens kan forsvares.

Men de blå partier kan også smadre regeringen fra venstre.

De kan holde fast i, at de ikke vil være med til at hæve skatten for dem med de mindste indkomster ved at fastfryse indkomstgrænserne i skattesystemet. 

Så mangler regeringen 10 milliarder. 

Hvis den vil lande en skatteaftale med de blå partier, hvor Lars Løkke får sine indrømmelser igennem, må regeringen enten droppe nogle af sine egne forslag – som for eksempel differentieret moms, gratis tandlæge eller mange flere penge til kommunerne i de kommende kommuneforhandlinger. Alternativt må regeringen gå med til at finde pengene ved at gennemføre klassiske arbejdsmarkedsreformer, hvor nogle af de hundredtusinder af borgere på overførselsindkomst skubbes ud på arbejdsmarkedet.

Det vil gøre Enhedslisten og Alternativet rasende og give SF kæmpe problemer. De vil formentlig aldrig nogensinde tillade, at Løkke kommer med i en rød regering igen.

Det eneste Venstre og de øvrige blå partier ikke må, er at sætte sig mellem to stole. De må altså ikke acceptere at holde hånden under regeringens økonomiske politik mod nogle meget små indrømmelser, som Enhedslisten nok rituelt vil brokke sig over, men som de godt kan leve med.

Venstre og De Konservative må for alt i verden ikke lande en aftale med regeringen, hvor de for en stund får mulighed for at profilere sig selv, men på bekostning af blå blok som helhed.

Målet skal være, at Løkke taber.

Enten ved, at Løkke slet ikke får sin politik igennem og derfor indser, at der intet perspektiv er i at deltage i en rød regering i fremtiden, eller ved at de blå partier får så meget politik igennem, at EL, Alternativet og SF aldrig accepterer en rød regering med Løkke igen.

I begge scenarier vil Løkke fremover ikke have andet alternativ end at gå blåt.

Det handler om at stampe Lars Løkkes ømme tå!

Denne leder er inspireret af onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

Borgerlig Tabloid

Midt i regeringsforhandlingerne blev Venstres formand, Troels Lund Poulsen, kongelig undersøger. Efter små to uger måtte han kaste håndklædet i ringen, men ifølge Troels Lund var dét ikke nødvendigvis en dårlig ting. I dagens afsnit taler Troels Lund ud om det vilde forløb, og så spørger vi, hvad hans planer er for at ‘smadre’ den røde regering, så den næste kan blive blå. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Troels Lund Poulsen, formand for Venstre Journalist: Maria Asmine Dam Producer: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.