Efter næsten fire ugers valgkamp har de borgerlige partier i absolut sidste øjeblik fået øje på, at vejen til magten går gennem en stram udlændingepolitik.

Sådan har det været siden Anders Fogh Rasmussens systemskifte-valgsejr i 2001. Utroligt vi skulle vente så længe før 10-øren faldt. Men bedre sent end aldrig.

Udlændingepolitikken er uden tvivl Mette Frederiksens akilleshæl. Ikke så meget på grund af Socialdemokraternes politik på området. Men det er indlysende, at statsministerens strategi om hverken at udelukke en rød regering eller en regering over midten gør hende sårbar overfor angreb fra Morten Messerschmidt & Co.

For uanset, hvor hårde i retorikken Frederik Vad og Rasmus Stoklund er, så er Socialdemokratiets udlændingepolitik utroværdig, når det parlamentariske grundlag består af Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.

De røde partier ved godt selv, at den er gal. Det stod lysende klart på valgkampens sidste store partilederdebat på TV 2 mandag aften.

Da Martin Lidegaard (R) får ordet lyder det direkte fra ham:

»Jeg er nok ikke den eneste, der lidt træt af den her debat.«

Men vi er ikke trætte af den debat, Martin Lidegaard. Som B.T. kunne berette i en ny meningsmåling i weekenden er 55 procent af danskerne ikke mener, at islam er foreneligt med danske værdier.

Selv om vi har talt om problemerne i årtier har vi stadig ikke løst det faktum, at vi i Danmark har parallelsamfund med alt, hvad det fører med sig af kriminalitet, social kontrol og stenalder-agtige holdninger til kvinder og homoseksuelle.

Som B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen udtrykte det, så tørrede Messerschmidt, Støjberg og Vanopslagh gulv med Mette Frederiksen i udlændingedebatten.

Og nu har de så gjort det to aftener i træk på henholdsvis DR og TV 2. Igen - bedre sent end aldrig.

Også de Konservatives Mona Juul er trådt i karakter med en klar melding om, at hun er klar til at lade Danmark træde ud af statsborgerskabskonventionen. Imens står Løkke og Martin Lidegaard og taler om behovet for udenlandsk arbejdskraft. Mig bekendt har de to størrelser intet med hinanden at gøre.

Pia Olsen Dyhr (SF) og Pelle Dragsted (EL) er mere bekymret for tonen i debatten. De lyder som et ekko fra 1990’erne.

Som borgerlig har man savnet et klart alternativ til endnu en regering med Mette Frederiksen i spidsen. Den har vi fået. Bedre sent end aldrig.