Selvom der utvivlsomt er mange, der har og har haft en glimrende tid på den gamle kostskole, står det lysende klart, at der også har været rigeligt af eksempler på det stik modsatte.

Der er nok stor fare for, at denne kommentar er overhalet, inden den når B.T.s læsere, men i skrivende stund er Mikkel Kjellberg fortsat rektor på kostskolen Herlufsholm, hvor han bedyrer, at han fortsat har bestyrelsens tillid.

En bestyrelse, der for en stor dels vedkommende selv har gået på skolen og på hjemmesiden fremhæver sig selv som ‘herlovianere’. Et adelsmærke med ekspresfart mod devaluering, for kan det passe, at man selv kan have gået på skolen uden at kende til de problematiske forhold?

Hvis Mikkel Kjellberg fortsætter som rektor for skolen efter denne skandalefilm og den optræden, han selv leverede, må det betragtes som et mindre mirakel.

TV 2s dokumentar afslører så rystende forhold, at det trodser enhver forestillingsevne, og for udenforstående er det en gåde, hvordan forældre, der selv har oplevet skolen indefra, overhovedet kan finde på at sende deres egne børn samme sted hen.

Visheden om, at børnene midt om natten, midt i sovesalen, kan vågne til byger af knytnæveslag og grove seksuelle krænkelser kan næppe være hverken status eller fremtidigt netværk værd.

Rektor Mikkel Kjellbergs forklaringer på de kritiske spørgsmål i dokumentaren fremstår ekstraordinært utroværdige.

Han ser ikke, eller foregiver ikke at se, hvad alle andre ser: Der findes en syg kultur på den skole, han har haft ansvaret for siden 2019.

I dokumentaren kommer det frem, at han har kendskab til og deltaget i behandlingen af adskillige betændte sager, som han dog ser som enkeltsager og ikke som del af en samlet kultur.

Men det ligner bestemt en kultur, og det er hans kultur. Ikke nødvendigvis forstået således, at han har opfundet den, man han muliggør, at den fortsat eksisterer.

Kjellberg ønsker at blive på posten, men det store spørgsmål er hvorfor. De, der har været ansvarlige for rådden kultur er ikke altid de rigtige til at rette op på den.

Det kan naturligvis foruden pekuniære og praktiske forhold – alle skal jo kunne betale husleje, mælk og æg – bunde i et reelt ønske om at revolutionere Herlufsholm, og skabe en spritny kultur på stedet, selvom det ikke er det indtryk, man får i dokumentaren.

Kjellberg har efter udsendelsen bedyret, at han sporenstregs har iværksat »en proces med eleverne, med henblik på at vi skal afskaffe og ændre alle traditioner, der har en flig af usund kultur i sig«.

Mon ikke, det er for lidt og for sent.