26 spindoktorer til omtrent det samme antal millioner kroner om året.

Det er, skriver vi her på B.T. i en ny artikel, størrelsen af og prisen for den nuværende regerings hær af såkaldte spindoktorer, særlige rådgivere, eller hvad de ellers har af tilnavne og betegnelser.

De tidligere statsministre Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen var nogle af de første til for alvor at gøre brug af disse særlige kommunikatører, der ikke arbejder for at kommunikere noget klart og tydeligt for borgerne, men primært for at sætte deres politiske herre m/k i et så gunstigt lys som muligt.

Ældre journalister kan stadigvæk huske tiden før, dengang man kunne ringe direkte til selv fremtrædende og vigtige politikere. Den slags er langt mere vanskeligt i dag – med behagelige undtagelser som tidligere Venstre-minister Bertel Haarder, der på trods af hjælp fra rådgivere altid har været både fri i sin kommunikation og også til at få fat på. Men hans slags bliver der færre og færre af.

I dag har alle ministre en spindoktor, nogle har flere. Mette Frederiksen selv har åbenbart brug for tre.

I B.T.s artikel udtaler professor i offentlig administration Per Nikolaj Bukh:

»Alt virker meget koordineret, planlagt og kontrolleret, og det skyldes blandt andet de mange særlige rådgivere og en meget stram styring af embedsværket. Nok også strammere, end vi har set hos tidligere regeringer.«

Selvfølgelig kræver det en faglighed at kommunikere politik i dagens Danmark. Det har alle nok forståelse for, men der må også være en grænse.

Den politiske kommunikation er mere styret end nogensinde tidligere, og det er desværre blevet et problem. Jo flere skattekroner, der bliver brugt på denne form for kommunikation, jo mindre får danskerne nemlig reelt at vide.

Hver gang der hyres en ny spindoktor, får vi flere indstuderede replikker fra politikere, der til sidst lyder som maskiner, fordi de gentager det samme volapyk igen og igen.

Vi får mere beregnende udmeldinger. Vi får mere udspekuleret timing af både gode og dårlige budskaber, alt efter hvad der er opportunt.

Hver gang der hyres en ny spindoktor, får vi flere politiker-selfier på sociale medier, mere styrede pressemøder, hvor journalister bliver begrænset i antallet af spørgsmål. Vi får endnu et filter mellem befolkningen og deres folkevalgte, og vi får flere skriftlige svar i stedet for mundtlige og dårligere adgang til at stille opklarende og kritiske spørgsmål.

Kort sagt har spin-maskineriet taget overhånd.

Man siger lidt fortærsket, at »i krig er sandheden altid det første offer«. Sådan føles det desværre også lidt for ofte på den politiske kampplads, når spin-hærene marcherer.