Det er ikke hånden, det er håndteringen.

Sådan lød den oprindelige forklaring på, at Morten Østergaard måtte trække sig som politisk leder for Radikale Venstre.

Desværre ser det ikke ud til, at håndteringen er blevet bedre efter Østergaards exit.

I første omgang virkede det voldsomt, at en hånd på låret for omkring 10 år siden, efterfulgt af en accepteret undskyldning, skulle få en så voldsom konsekvens, men der var – ved vi da også nu – mere til historien.

Først og fremmest var der den efterfølgende så berømte 'håndtering' af sagen, der da vitterlig var utrolig ringe.

Østergaards krøllede udsagn om, at den pågældende krænker havde fået en påtale (det var så ham selv) og hans afvisning af, at det var ham selv (det var så ham selv), var hverken udtryk for kommunikativ elegance eller stærk dømmekraft.

Fredag lagde Østergaard så kortene på bordet og fortalte, at der i tidens løb havde været tre andre sager, som var blevet behandlet i partiet.

Der er noget tragikomisk over, at den største MeToo-skandale i dansk politik, der endnu er kommet frem i denne 'anden bølge', udspiller sig i selvgodhedens eget parti, men nok i virkeligheden mest tragisk.

Det samme er de forviklinger og fortielser, der nu kommer for en dag.

Kort efter Østergaards opslag på Facebook blev partiets nye politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, logisk nok spurgt, om hun havde haft kendskab til andre sager om Morten Østergaard. Det afviste hun.

Siden har imidlertid folketingsmedlem Katrine Robsøe forklaret, at hun allerede tilbage i september gik til Sofie Carsten Nielsen og fortalte om, hvordan hun som studentermedhjælper i 2015 var blev krænket af Morten Østergaard, der som bekendt bestred posten som politisk leder dengang.

Sofie Carsten Nielsen har forsvaret sig med, at Robsøe var kommet til hende i fortrolighed, hvorfor hun ikke mente, at hun kunne udbrede sig om sagen.

Men det nytter ikke, at Sofie Carsten Nielsen direkte adspurgt nægter at have kendt til andre sager om Østergaard, når hun rent faktisk har.

En partileder kan ikke på den måde tillade sig at lyve for åben mikrofon.

Straks næres en mistanke om, at også Sofie Carsten Nielsen med fortielser har forsøgt at hytte eget skind ved at lægge låg på en sag, hvor hun også selv kan have haft et ansvar på grund af sin viden. Eller har forsøgt at beskytte Morten Østergaards tilbageværende muligheder for en fremtid i politik.

Sofie Carsten Nielsen har forsøgt at retfærdiggøre sin afvisning af at have kendt til andre sager med snørklede søforklaringer, men sandheden er, at hun kendte til mere, end hun gav udtryk for.

Det havde hun ikke behøvet. Uanset om løgnen er hvid, grumset eller sort som kul, kunne Sofie Carsten Nielsen snildt have talt sandt og opretholdt sit løfte om anonymitet i den konkrete sag på samme tid.

Det er ufatteligt, at håndteringen fortsætter på så katastrofal vis.

Konsekvensen er, at Sofie Carsten Nielsens karriere som politisk leder i Radikale Venstre begynder med en troværdighed i den lave ende.