B.T. mener: Socialdemokratiets troværdighed er på spil
Mette Frederiksen har brugt elleve år på at bygge Socialdemokratiets troværdighed i udlændingepolitikken op. Nu er den troværdighed sat på spil.

Mette Frederiksen har brugt elleve år på at bygge Socialdemokratiets troværdighed i udlændingepolitikken op. Nu er den troværdighed sat på spil.


Troværdighed tager lang tid at bygge op, men kan meget hurtigt rives ned. Det er en sandhed, der gælder i livet, men i særdeleshed i politik.
Da Mette Frederiksen overtog formandskabet for Socialdemokratiet i 2015, var førsteprioriteten at overbevise vælgerne om, at Socialdemokratiet ville føre en stram udlændingepolitik.
Dansk Folkeparti havde lige fået 21,1 % af stemmerne, og Socialdemokratiet havde endnu engang tabt magten på udlændingepolitikken, præcis som Socialdemokratiet havde gjort hele vejen op gennem nullerne.
Men nu skulle det være slut.
Det kom blandt andet til udtryk ved, at Socialdemokratiet ikke afviste nogen stramninger.
Dansk Folkeparti kunne i de år simpelthen ikke foreslå stramninger af udlændingepolitikken, som Socialdemokratiet afviste på forhånd.
Socialdemokratiet var åbne for at diskutere alle stramninger. Strategien virkede, og det frustrerede tydeligvis Dansk Folkeparti.
Sådan er det stadigvæk.
Et eksempel på det er, at imens der har været meget fokus på Dansk Folkepartis ultimative krav til enhver regering om, at der skal være nettoudvandring af muslimer, så har der været meget mindre fokus på, at Socialdemokratiet har præcis samme politik, selvom de har formuleret den mere politisk korrekt.
På side 9 i Socialdemokratiets publikation “Status på dansk udlændingepolitik”, som de udgav i valgkampen, står der:
Socialdemokratiet har en målsætning om, at der skal være flere udrejsende end indrejsende med MENAPT-oprindelse.
Den målsætning vil Socialdemokratiet selvfølgelig blive målt på i denne valgperiode, og derfor sætter den kommende S-SF-M-RV regering Socialdemokratiets troværdighed i udlændingepolitikken på spil.
Radikale Venstre vil have indflydelse på udlændingepolitikken. Det har de været åbne omkring. Der er også grænser for, hvad SF kan være med til. Det gælder også Moderaterne.
Derudover er der det parlamentariske grundlag, Enhedslisten og Alternativet, som decideret ønsker en meget slappere udlændingepolitik.
Onsdag deltog Moderaternes udlændingeordfører, Muhammad Rona, i B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.
Adspurgt om han troede, at Socialdemokratiet ville komme igennem med målsætningen om nettoudvandring til muslimske lande med Moderaterne i regering, svarede han:
Det må du spørge dem om!
Da han blev foreholdt, at det har Moderaterne som regeringsparti en vis indflydelse på, så svarede han: Jeg ved ikke, om Socialdemokratiet kommer igennem med deres politik, men vi kommer igennem med vores.
Det understreger meget godt, at det bliver meget svært for Socialdemokratiet at føre den stramme udlændingepolitik, de ønsker i den kommende centrum-venstre regering.
Socialdemokratiets troværdighed i udlændingepolitikken er på spil i denne valgperiode, og den kan meget vel ende med, at den bliver revet ned.
Denne leder er inspireret af mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden.
Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.