Det blev en mareridtsagtig aften for de stærke socialdemokratiske mænd, da resultaterne var talt op.
De fik – næsten alle – en ordentlig kindhest af vælgerne. Lussingen kom uventet, men fortjent.
Bykongerne i Aalborg, Odense og Aarhus tabte alle så stort, at det ikke kan forklares med, at 'det går op og ned i showbiz'. Det kan ikke bortforklares, vælgerne er sure på borgmestrene og deres partileder, Mette Frederiksen, og hendes politik.
I Aalborg tabte Thomas Kastrup-Larsen mere end 13 procent af stemmerne og halverede sit personlige stemmetal. I det nordjyske betyder minksagen virkelig meget, men Kastrup-Larsen har de seneste måneder også været ramt af en stribe skandaler.
Peter Rahbæk Juel tabte mere end 10 procent i Odense, hvor der er stor tradition for et enevældigt socialdemokratisk styre, Tænk bare på Anker Boye, der sad i 21 år.
Og i Aarhus tabte den altid selvtillidsfulde Jacob Bundsgaard næsten 10 procent, og smilet stivnede.
Mette Frederiksens provinspolitik, der er vendt mod de store byer, gav kontant afregning ved første lejlighed. Mink, slettegate og 'lev med det' har heller ikke hjulpet, og de store bykonger betaler prisen.
I Nordjylland, Mette Frederiksens hjemstavn, er det gået helt galt og må tilskrives aflivning af mink og den løbende dækning af skandalen i Minkkommissionen.
Arne Boelt i Hjørring måtte helt uventet slippe borgmesterstolen efter 12 år, og han er nu, som han selv formulerede det, jobsøgende.
Ulla Astman, formand for Region Nordjylland, gemte sig længe for vælgere og medier, men til sidst måtte også hun indse det samme som sin partifælle i Hjørring – hun er jobsøgende.
De fleste slagne politikere er naturligvis skuffede og finder nu deres egne forklaringer.
Nederlag er indimellem bitre, men det er helt fornuftigt, at der bliver skiftet ud. 12 år som borgmester er nok. Politik skal ikke være en permanent levevej i kommunerne. Det er nødvendigt med udskiftning. Enkelte steder, som i Herning og Gentofte fandt borgmesteren selv døren, men først efter alt for mange år. Lars Krarup sad 19 år i Herning og Hans Toft 28 år i Gentofte.
Den amerikanske præsident kan sidde i to embedsperioder på hver fire år. Derefter er det ud. Forfatningens fædre forstod, at det er fornuftigt at skifte den øverst ansvarlige. Samme model bør anvendes i det kommunale valgsystem. Om det er otte eller tolv år, borgmesteren sidder, er ikke afgørende. Men det vil være en styrke for demokratiet, handlekraften og det lokale samarbejde, hvis borgmestre har en udløbsdato.
De valgte borgmestre vil – med en udløbsdato – sikre, at der skabes brede samarbejder, som er afgørende for udvikling i kommunerne. Med faste embedsperioder vil man sikre, at der hele tiden arbejdes med at udvikle talenter og skabes engagement. Det gør erhvervslivet uafbrudt for at få en konkurrencefordel. OG det gør Enhedslisten, som ved dette valg viste, at rotation kan lade sig gøre.
Det er faktisk en fordel.
