B.T. mener: Slava Ukraine



Ukraine har overgået alle vores forventninger. Det må vi huske her på treårsdagen for den russiske invasion. De fleste militæreksperter troede, at der ville gå et par uger, og så ville Ukraine være besejret. Men takket være en heroisk indsats står landet endnu.
Rusland har modsat vist sig at være lidt af en papirtiger.
Før den russiske invasion af Ukraine gik vi alle rundt og troede, at Rusland militært var en supermagt, som nok ikke kunne måle sig med USA, men som relativt nemt ville kunne besejre sine naboer.
Det kunne Rusland ikke.
I dag tror ingen for eksempel på, at Rusland ville kunne besejre Polen i en konventionel krig. Faktisk virker det mere sandsynligt, at Polen ville give Rusland en ordentlig omgang tæsk i en sådan konfrontation.
Rusland står lige nu på randen af en økonomisk krise. Den russiske økonomi er på vej ind i en overophedning.
Den russiske krigsmaskine har overordnet ikke gjort store fremskridt siden krigens start, og moralen hos de russiske styrker virker lav.
Rusland har gjort fremskridt i det østlige og sydøstlige Ukraine, men har modsat måtte opgive erobret land i det nordøstlige Ukraine.
Med større og hurtigere leverancer af amerikansk isenkram samt fortsatte amerikanske efterretninger kunne Ukraine bringe sig selv i en betydeligt bedre forhandlingssituation end den, Ukraine er i nu.
Men virkeligheden er tilsyneladende, at Trump har mere travlt med at få opfyldt sit valgløfte til de amerikanske vælgere om at få stoppet krigen - uanset om den fred er rimelig over for Ukraine.
Men som Weekendavisens udlandsredaktør, Anna Libak, sagde i B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, mandag, så bør Ukraine i den situation hurtigst muligt få skrevet under på den aftale om amerikansk adgang til den ukrainske undergrund, som Trump-administrationen har præsenteret præsident Zelenskyj for.
Ukraines forekomster af sjældne jordarter samt olie og gas ligger fortrinsvis netop i det østlige Ukraine.
Det handler nu om at give Trump-administrationen et klart incitament til at få russerne ud af det østlige Ukraine. Det handler om at gøre det østlige Ukraine til en del af den amerikanske interessesfære.
På trods af Trumps vanvittige retorik om Zelenskyj og Ukraine, så kan denne krig stadig ende med et klart nederlag til Putins Rusland.
Slava Ukraine.
Denne leder er inspireret af mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Se podcasten på B.T.s YouTube-kanal eller lyt til afsnittet i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder: