Ingen er så skruppelløse som desperate socialdemokrater i valgkamp! Uden at rødme det mindste udsteder de valgløfter, de udmærket ved, at de ikke kommer til at levere på. Pernille Rosenkrantz-Theil er den seneste i rækken, som excellerer i den disciplin.

Historien har det som bekendt med at gentage sig. Det er kampen om overborgmesterposten i København et soleklart eksempel på.

I 2005 blev den socialdemokratiske profil og mangeårige minister, nu afdøde Ritt Bjerregaard, hentet ind fra Christiansborg for at sikre partiet et godt kommunalvalg i København. Ligesom i dag var partiet nemlig i krise i hovedstaden.

Ligesom i dag var de høje boligomkostninger i København et helt centralt valgtema. Ritt Bjerregaard lovede at bygge 5000 boliger på fem år til 5000 kroner.

Det løfte blev ikke holdt. Det kunne hverken finansieres, og det var heller muligt at gennemføre inden for lovens rammer. Det vidste socialdemokraterne selvfølgelig godt, selvom de hårdnakket påstod det modsatte. Det var også underordnet. Vælgerne købte det, og det var det egentlige formål med løftet.

Nu gentager historien sig. Pernille Rosenkrantz-Theil er hentet ind som overborgmesterkandidat fra Christiansborg, fordi Socialdemokratiet er i dyb krise i København.

Hun udsteder en lind strøm af valgløfter, som ikke kommer til at blive gennemført.

Det gælder for eksempel løftet om ingen brugerbetaling på vuggestuer og daginstitutioner. Det vil Rosenkrantz-Theil finansiere ved at firedoble bøder til virksomheder og skære i administrationen i Københavns Kommune. 

Den sidste finansieringskilde fortjener hun faktisk ros for, men ingen med kendskab til rådhuset tror på, at det er realistisk, og da Rosenkrantz-Theil ikke vil gennemføre forslaget, hvis det skal koste så meget som en ansats job i andre dele af kommunen, så er det totalt urealistisk.

Det gælder også hendes løfte om, at bygge metro til Brønshøj, før der bygges metro til Lynetteholmen.

Det har hun ingen finansiering til.

Metroen til Lynetteholm finansieres af salg af grunde på Lynetteholm. Beboergrundlaget i Brønshøj kan derimod ikke finansiere en metro. Derudover er der allerede en aftale på rådhuset, som S er en del af, og der er indgået en aftale med staten om samme.

Det er ren valgflæsk at foregøgle vælgerne i Brønshøj, hvor Rosenkrantz-Theil i øvrigt selv bor, at de kan få en metroforbindelse, før der bygges en til Lynetteholm.

Amerikanerne har et ordsprog, som går sådan her: Fool me once. Shame on you. Fool me twice. Shame on me.

Københavnerne bør nok have det in mente, inden de sætter deres kryds på S ved kommunalvalget den 18. november. 

Socialdemokratiet i København er åbenlyst i gang med at lave en Ritt Bjerregaard 2.0.

Denne leder er inspireret af fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Se podcasten på B.T.s YouTube-kanal eller lyt til afsnittet i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Borgerlig Tabloid

Det vælter ud med forslag fra den socialdemokratiske overborgmesterkandidat i København, tidligere S-minister Pernille Rosenkrantz-Theil. Metro til Brønshøj, ‘gratis’ hentning af børn, flere parkeringspladser? Og ingen brugerbetaling på børnehaver og vuggestuer. Kommunalvalget nærmer sig med hastige skridt, og presset på Pernilles skuldre er massivt. Det er nemlig hende, der skal forhindre, at Socialdemokratiet mister overborgmesterposten for første gang i over 100 år.I dagens to afsnit dykker vi ned i hendes forslag – ét ad gangen – og stiller de spørgsmål, hun indtil videre ikke har kunnet svare klart på. For noget af det kan - under de rigtige omstændigheder - faktisk blive god borgerlig politik.  Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiets overborgmesterkandidat i København Journalist: Maria Asmine Dam Producer: Jens Marrot og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke