Danske forældre er naturligvis - som alle andre forældre - stolte over deres børn.

Tirsdag kom en rapport, der viste, at vi kan føje endnu en rekord til listen over begivenheder, hvor vi er bedst.

WHO slår fast, at danske unge på 15 år ligger nummer et i Europa, når det gælder druk. Otte ud af 10 unge har drukket sprut, inden de bliver 15, og næsten hver anden har været fuld to gange inden for den seneste måned.

TO GANGE.

Det er ikke en rekord, vi kommer til at juble over. Det er en rekord, vi allerhøjest vil trække på skuldrene af. Vi er formentlig ikke ligeglade, men vi må også konstatere, at ingen rigtig gør noget, der virker.

I januar kom en anden undersøgelse fra Europa-Kommisionen, der dokumenterede, at danske unge også er nummer et, når det gælder 'bingedrinking'. Hvis du ikke lige ved, hvad det går ud på, er det et engelsk udtryk for at skylle bajere eller anden alkohol ned i rigelige mængder.

Den kom efter en tidligere rapport fra 2019 fra Statens Institut for Sundhed, der hedder UNG19, som også chokerede forskerne. Undersøgelsen sidste år fulgte op på en undersøgelse fra 2014, og skønt en række kampagner havde forsøgt at ændre de unges drukvaner, var der ikke sket et hammerslag på de fem år.

De unge drikker vildt og voldsomt. De ligger konstant nummer et i Europa. Det er der ikke ændret på de seneste 10 år. De voksnes forargelse er hver gang blot ord. Vi gør ikke noget radikalt for at ændre på den statistik.

Det er på tide, at de voksne tager samfundshjælperen over i den anden hånd og går i gang med at ændre den drukkultur, der lever så sejlivet.

Det er tydeligvis ikke de unges forældre, der er løsningen. De har heller ikke gjort alverden de seneste år. Der skal desværre nok skrappere løsninger til. Vi behøver i hvert fald ikke flere undersøgelser, der hvert halve år springer med nyheden om, at det er løbet løbsk. Vi har brug for handling, der virker.

Landets sundhedsminister, Magnus Heunicke, kan passende slippe sin opmærksomhed på coronaen. Den skal statsministeren nok holde blikket stift rettet mod. De unges druk er en kæmpemæssig udfordring, som han slet ikke har taget fat på. Ved hver ny undersøgelse udtrykker sundhedsministerens sin bekymring, og så går det ellers i stå. I 2019 ønskede han bedre kontrol med salg af alkohol til de unge. Det har ikke hjulpet. Ved den seneste undersøgelse i januar var han 'bekymret og åben for forslag til at løse problemet'.

Undskyld, men det er ganske enkelt for tyndt.

Må vi foreslå, at han tager på studietur til Island.

Her har man bekæmpet både alkohol- og rygeproblemet blandt unge med en blanding af pisk og gulerod. En samlet og koordineret indsats fra alle, der har med de unge at gøre - også forældrene. En skrap lovgivning, der både indeholder udgangsforbud efter klokken 22.00, men som også giver direkte tilskud til de unges fritidsaktiviter. De unge på Island ligger i den modsatte ende af skalaen end de danske.

Islands model vil sikkert blive kaldt udansk. Men det burde heller ikke være et særlig dansk kendetegn, at unge mennesker på 15 år rager fulde rundt på gaderne efter midnat.

Ministeren og regeringen havde ingen problemer med resolut at lukke landet ned i to måneder. Tænk, hvis man turde være lige så resolut, når det gælder de unge menneskers liv.