Sikkerheden blev et stort emne for statsministeren på det uendelig lange pressemøde onsdag aften.
Igen og igen gentog Mette Frederiksen den på forhånd aftalte sætning, 'jeg er sikker på, at vi kommer til at forholde os meget mere til cybersikkerhed i fremtiden'. Sætningen var hver gang overbygningen på statsministerens forsøg på at beskrive sig selv som analfabet på sociale medier, sikkerhed på mobiltelefoner og det der iCloud.
Hun forsøgte at underspille sine egne evner og samtidig lægge afstand til 'de mange kommunikationstjenester' som Messenger og WhatsApp.
»Nu nævner du nogle medier, jeg slet ikke kender«, svarede hun på spørgsmålet om, hvorvidt der var brugt andre kommunikationstjenester end sms og mail.
Hun kender formentlig til de fleste tjenester, som de fleste almindelige danskere gør, uden at være superbruger. Så hvorfor det var nødvendigt at spille ubehjælpsom i det digitale landskab, er et spørgsmål, der er ubesvaret. I tidligere interview har hun eksempelvis talt om nødvendige regler for omtalte Messenger og Snapchat, så helt ukendte er de ikke.
Naturligvis er det nødvendigt, at en statsminister har en høj sikkerhed om sin kommunikation – også via mobiltelefonen. Men det virker påfaldende, nærmest amatøragtigt, at det er departementschef Barbara Bertelsen, der seks måneder inde i sin embedsperiode skal anbefale statsministeren at ændre opsætningen på mobiltelefonen, så den pludselig sletter alle beskeder efter 30 dage. Barbara Bertelsen er jurist og kommer fra Justitsministeriet og er derfor ikke sikkerhedsekspert, men det var altså hende, der gav den nødvendige rådgivning, som Frederiksen fulgte.
Men det er påfaldende, at denne sikkerhedsforanstaltning kun gjaldt for statsministeren, hendes stabschef og departementschefen. Hvis dette var af afgørende nødvendighed, havde det mest naturlige vel været at brede denne praksis ud til andre følsomme ministerier som Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Finansministeriet. Barbara Bertelsen anbefalede ikke andre højtplacerede embedsmænd eller politikere at ændre deres opsætning af slettefunktionen for at højne sikkerheden.
Det virker ikke, som om Barbara Bertelsens sikkerhedsråd var en alvorlig del af sikkerhedshensynet for regeringen og dens ministre.
I det hele taget er håndteringen af ministeriets mobiltelefoner lettere kaotisk. Statsministeren kunne ikke på pressemødet oplyse, hvad der var sket med hendes tidligere mobiltelefoner. Blot, at de var sendt i cirkulation til andre medarbejdere i Statsministeriet. Mette Frederiksen kunne heller ikke redegøre for, hvor mange telefoner hun har brugt i sin toårige embedsperiode. Det er ikke forkert at konstatere, at sikkerheden sejler, når det gælder mobiltelefoner i Statsministeriet. Det burde ikke være vanskeligt med en nøje registrering af telefoners vandring mellem medarbejdere. Specielt statsministerens.
Mette Frederiksen har unægtelig ret i, at cybersikkerhed bliver en større opgave i fremtiden. Men Statsministeriet kunne begynde med det helt basale og samtidig give sikkerhedsansvaret til reelle eksperter.
