Fra denne plads ønskes alle coronarestriktioner direkte hen, hvor peberet gror, lige så snart det er muligt.

Men det er et åbent spørgsmål, om corona nogensinde bliver helt overstået, så vi kommer tilbage til en hverdag, præcis som vi kendte den inden pandemien, eller om vi skal forvente, at noget i vores samfund og omgangen med hinanden vil være varigt forandret.

Det er med andre ord uvist, hvornår – og om – vi kommer tilbage til fuldstændig frie festivaler, gågader helt uden ansigtsmasker og total frihed til impulsive biograf- eller teaterbesøg.

Regeringen er nølende i forhold til at melde ud, hvornår vi kan være fri af alle restriktioner – også selvom vi snart øjner en dato, hvor alle voksne er vaccineret. End ikke betingelserne for, hvornår det kan ske, kan vi få at vide.

Man kan selvfølgelig godt forstå, at ingen med sikkerhed ved, hvordan virus og smitte udvikler sig. Der kan med andre ord være brug for at lægge forbehold for uforudsete udviklinger ind.

Men det er alligevel forstemmende og også lidt skræmmende, at man ikke hører et klart og tydeligt ønske fra regeringen og Mette Frederiksen om, at naturligvis skal alle coronarestriktioner alene være et anliggende for historiebøgerne. Eller et hug- og stikfast løfte om, at med mindre der sker noget helt vildt og uventet, så skal hele skidtet rulles tilbage.

Man savner, at det bliver sagt, råbt, skreget ud, at vi naturligvis igen skal have en hverdag helt uden de begrænsninger i vores frihed, corona har afstedkommet.

Tidligere har Mette Frederiksen selv bagatelliseret både besværet ved brugen af mundbind og også bøvlet med reglen om tidsbestilling en halv time forud for et café- eller restaurantbesøg.

»Jeg oplever ikke min egen frihed krænket på nogen som helst måde af, at jeg skal påføre mig et mundbind for ikke at smitte et andet menneske med covid-19. Jeg har ikke en oplevelse af tab af frihed i det,« har Frederiksen tidligere udtalt.

I Berlingske har man i weekenden kunnet læse, at Statens Serum Institut, som med stor vægt rådgiver regeringen, ser en mulighed for et fortsat liv med restriktioner, selv når alle danskere er vaccineret, og vi har epidemien under kontrol.

I den nye aftale om genåbning er det desuden anført, at større forsamlinger kan finde sted ved udgangen af august »uden væsentlige restriktioner«. Ikke uden restriktioner, men uden væsentlige restriktioner. Måske med uvæsentlige restriktioner – men hvad er det?

Det giver en nagende fornemmelse af en dør, der bliver holdt unødigt på klem.

Hvis vi igen kommer i en situation, hvor det bliver nødvendigt at indføre restriktioner i vores liv for at undgå en katastrofe, vil alle naturligvis have forståelse for det.

Målet er glidende skiftet fra at undgå at vælte sundhedsvæsenet med for mange smittede på én gang – som var det oprindelige mål for succes – hen over et mål om så få dødsfald som muligt til nu at være et mål om at undgå smitte totalt.

Kontrakten med danskerne er ikke blevet ændret tilsvarende.

De nye mål og eventuelle medfølgende krav om at beholde dele af restriktionerne, selv efter vaccination og med fuld kontrol over epidemien, bliver for dyrt købte i forhold til vores frihed.