I den lille by Græsted i Nordsjælland ligger et mindre plejehjem.

Dagmarsminde er usædvanligt, for det er ikke som de fleste andre i Danmark.

Plejehjemmet har 12 beboere, der er demente. Filosofien bag det hyggelige plejehjem er, at det opleves som et HJEM. Her dufter der af mad, her er mange forskellige møbler, nips og blomster.

Personalet spiser sammen med beboerne, der findes ikke kaffestuer eller personalestuer. Her er man sammen hele tiden. Dagmarsminde er et privat plejehjem, og når man ser det præsenteret i den dokumentar, som TV 2 sendte torsdag, er tanken om den sidste bolig pludselig ikke så ubærlig.

På hjemmet bliver beboerne mødt af nærvær, omsorg og masser af kram.

De fleste plejehjem i Danmark lever ikke op til den samme standard som Dagmarsminde, selvom flere efterhånden prøver. Desværre er de fleste hjem præget af en institutionstankegang med effektivitet og opbevaring som bærende princip. De gamle og demente skal passes, og det er ikke ud af ondskab, at de fleste plejehjem er små minihospitaler. Det er sådan, vi plejer at gøre, og vi skal have det til at hænge sammen, er tankegangen.

På Dagmarsminde forsøger man at nedtrappe de ældres medicin. I gennemsnit får beboere på plejehjem i Danmark otte forskellige præparater – i den bedste mening. Men al medicin har bivirkninger, og derfor bliver de ældre både sløve og deprimerede.

Dagmarsminde tjener som et lysende eksempel på det værdige liv, efter man har mistet kontrollen. Demens er en frygtelig sygdom, der stjæler den ældres identitet, og den rammer flere og flere. De fleste familier vil komme i berøring med sygdommen i fremtiden.

Om bare 25 år vil vi være dobbelt så mange 80-årige som i dag.

Derfor er det usædvanlige ikke Dagmarsmindes ideer og principper. Det usædvanlige er, at så få andre plejehjem har taget modellen til sig.

Det burde være den model, plejehjem drives efter her i landet, så den sidste tid bliver præget af hensyn og tryghed. Det er ubegribeligt, at Mai Bjerre Ejbye, der er sygeplejerske og har stiftet Dagmarsminde, ikke har inspireret flere til at ændre de sørgelige institutioner, der er alt for mange af.

Ældre Sagen og Alzheimerforeningen har i mange år råbt op om de utålelige forhold. Men der er for få, der lytter. Eller handler. Kommunerne evner ikke at omsætte ideerne til praksis, for de driver hjemmene med fokus på medarbejderne og deres vagtplaner. Ikke med de ældre i centrum.

Det er ret beset en skandale, men ingen gør noget, for problemet er skjult. De ældre klager ikke, og deres pårørende har ikke overskud.

Det må og skal ændres. Social- og indenrigsminister Astrid Krag burde gøre dette til sin mærkesag og sikre de gamle en værdig afsked med livet. Men hun gør det ikke, og slet ikke med Dagmarsminde som eksempel. Det er nemlig skabt af en ildsjæl og drevet privat, så derfor vil det være en ideologisk forhindring. Privat velfærd er ikke en blomst i den socialdemokratiske have.

Men de gamle og pårørende er ligeglade, de vil bare gerne have et dejligt HJEM.

Overrask mig, Astrid Krag.

Giv de gamle demente det liv, de fortjener, og brug nu Dagmarsminde som et glimrende forbillede.