Sammenhold er afgørende.

Det har vi gang på gang fået at vide af statsminister Mette Frederiksen, når hun har udbredt sig om, hvordan vi skal forholde os under coronakrisen.

Selv har hun været »rørt over« graden af sammenhold i befolkningen.

»Når vi er igennem det her og kigger tilbage, vil vi have oplevet noget af det sværeste. Men vi vil også huske tilbage på et fællesskab, der har blomstret i denne her meget svære situation,« udtalte hun på et tidligt tidspunkt i krisen.

Siden har hun også beklaget, at sammenholdet i befolkningen har været under pres.

Vi får en begyndende genåbning af samfundet – og gigantisk hurra for det – men der er stadigvæk mange, der må leve med hårde restriktioner. Ikke mindst skolebørnene i de mellemste klasser, der endnu har lange udsigter til at se kammerater og lærere i skolen igen.

Der er bestemt også splittelse i befolkningen. Nogle mener, at vi nu genåbner for meget, andre mener, at vi nu genåbner alt for lidt. Selve genåbningen sker desværre heller ikke på baggrund af et forløb, der ligefrem maner til sammenhold.

Mange kender nok til, at bølgerne kan gå højt, når corona og restriktioner er samtaleemnet. Venner og familiemedlemmer befinder sig ofte på hver sin side af en corona-kløft, hvor man råber til hinanden fra hver sin side.

Splittelsen næres desværre af den mere og mere udprægede polarisering i coronaspørgsmålet på Christiansborg.

Politisk uenighed er naturligt, sundt og i orden, men regeringen har alt for længe kørt en 'my way or the highway'-stil over for de øvrige partier i Folketinget, og det blev synligt igen i forbindelse med de nyligt overståede forhandlinger af den kommende genåbning.

Nok mener regeringen, at vi alle skal stå sammen – bare de ikke selv behøver at stå sammen med andre selv. I aftalen blev der således kun plads til de allerede nærmeste venner, og der snydes næse i princippet om, at de mest gennemgribende forandringer hviler godt på brede flertal.

På det sociale medie Twitter skrev børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil om sammenbrudet i forhandlingerne med blå blok: »Ærgerligt, at de fortsat ikke rigtigt tager pandemien alvorligt, - og at vi derfor ikke kan stå sammen om at komme igennem det her.«

På de sociale medier skændes rød og blå bloks generaler og løjtnanter nu om, hvorvidt oppositionen selv gik eller blev smidt ud fra forhandlingerne. Er det her, befolkningen skal hente inspiration til det højt besungne sammenhold i en krisetid?

Vil vi tænke tilbage på coronatiden og glædes over det sammenhold, der var i befolkningen, som Mette Frederiksen håbede, at vi ville komme til?

Næppe. Sammenhold er en viljesagt, det kommer ikke af sig selv. Begge politiske fløje har naturligvis et ansvar, men hovedansvaret ligger hos regeringen.

»Nu skal vi stå sammen,« har Mette Frederiksen gentaget igen og igen – men åbenbart kun møntet på befolkningen og ikke på politikerne selv.

Men man kan ikke forvente sammenhold i befolkningen, hvis den er totalt fraværende i toppen.