B.T. mener: Sæt din forsvarsminister på plads, Mette Frederiksen


Danmarks forsvarsminister, socialdemokraten Jeppe Bruus, har direkte opfordret et frit medie om at slette en artikel.
Det er komplet surrealistisk overhovedet at skrive den sætning ovenfor. Men ikke desto mindre er det her, vi står. En officiel repræsentant for statsmagten i Danmark udviser nul respekt for nogle helt grundlæggende værdier i det danske samfund.
Vores egen forsvarsminister lader hånt om de værdier og den frihed, han selv har ansvaret for, at Danmark er i stand til at kæmpe for.
Meldingen fra Jeppe Bruus sker i kølvandet på en lederartikel fra chefredaktør Peter Ernstved Rasmussen i det lille nichemedie om forsvar og sikkerhed, Olfi.
Helt præcist udtalte Jeppe Bruus til TV 2:
“Han har her lavet en leder, som, jeg mener, er så skæv, at han burde trække den tilbage.”
I lederartiklen slår Peter Ernstved til lyd for, at debatten om krigen i Ukraine mangler nuancer.
“Det nytter ikke noget at kalde alle, der prøver at nuancere debatten om Ukraine, for putinister,” indleder Peter Ernstved, der i lederen entydigt lægger det fulde ansvar for krigen på Rusland, der har angrebet et frit land med “død, terror og lemlæstelser.”
Peter Ernstved mener imidlertid, at krigen er udsigtsløs, og at tiden derfor er inde til, at Europa lægger kursen om og fortæller Zelenskyj, at Ukraine må acceptere en dårlig våbenhvile og fred i lyset af de rædselsfulde omstændigheder.
Lad det stå tindrende klart herfra, at B.T. fuldt ud bakker op om statsminister Mette Frederiksens stålsatte opbakning til Ukraines kamp for frihed og selvstændighed. Danmark har bidraget enormt med penge og militært isenkram. Det kan vi være stolte af.
Lad det stå lige så tindrende klart, at vi i den offentlige debat skal kunne tåle en fuldstændig legitim uenighed om, hvordan en krig i Europa kan blive til fred.
Danmarks massive støtte til Ukraine hviler på den helt grundlæggende forudsætning, at krigen også handler om os selv. Om vores demokrati, vores værdier, vores helt grundlæggende frihedsrettigheder i Danmark.
Med Jeppe Bruus’ udfald risikerer vi, at havne i den helt absurde situation, at det vi egentlig kæmper for, bliver eroderet indefra.
Vi har helt indlysende at gøre med et uacceptabelt anslag mod ytrings- og pressefriheden.
Vi har en tradition i Danmark for at omtale den til enhver tid siddende statsminister som værende “pressens statsminister”. Det handler ikke om støtteordninger og statens ejerskab af DR, TV 2 og meget andet i den dur. Den slags tager kulturministeren sig af.
Pressens statsminister er et symbol på, at vores statsminister naturligvis skal værne om pressefriheden og mediernes rolle i det oplyste demokrati. Derfor er der ingen vej uden om for Mette Frederiksen:
Sæt din forsvarsminister på plads. Det eneste, der skal trækkes tilbage her er Jeppe Bruus’ skandaløse ønske om at slette en artikel.