B.T. mener: Sådan slår man en radio ihjel


'Tak for turen ...'
Så kort, lakonisk og præcist skrev Mikael Bertelsen, programchef på Radio24syv på Twitter, da Kulturministeriet endelig havde sendt betingelserne for en ny radiokanal ud.
Kravene er ret detaljerede. 110 kilometer fra Københavns centrum skal 70 procent af medarbejderne arbejde (der står dog ikke, at de skal bo der). Dermed er det slut med det Radio24syv, som vi kender i dag.
Radioen, der netop ligger i centrum af København, har præget debatten og de sociale medier de seneste uger.
Først bragte dokumentaren om Ghita Nørby, der svovlede over en udsendt dokumentarist med hørebøffer og kæmpemikrofon, sindene i kog. Alle diskuterede sagen, selv i Jylland blev dokumentaren aflyttet og debatteret. 'Er du på #teamGhita eller ej?' var spørgsmålet.
Programmet var enten verdensklasse, som programchef Mads Brügger straks udnævnte den til, eller det mest misforståede interviewprogram til alle tider.
Det blev ouverturen om Radio24syv.
Nu forsvinder radioen med de nye udbudsbetingelser, som er dikteret af Dansk Folkeparti, og det kommer ikke til at gå stille af. Skønt Bertelsens 'Tak for turen …' antyder en vis ydmyghed og resignation, ligger det slet ikke til den radio. Siden har flere af de ledende medarbejdere da også indledt en direkte slagudveksling med navngivne politikere, som ikke er set tidligere. Journalistiske chefer, der direkte beskylder politikere for at være 'Komiske Ali', er ikke hverdagskost, selv ikke på Twitter.
Radio24syv blev skabt for otte år siden af daværende kulturminister Per Stig Møller (K), fordi han var dødtræt af Danmarks Radios P1 og ønskede en direkte konkurrent. Det var heller ikke populært dengang, og opbakningen var minimal. Men radioen fik 100 millioner kroner om året og otte år til at etablere sig, til gengæld var programfladen beskrevet i de mindste detaljer.
Radioen blev ikke spået megen succes, for kritikerne mente, at talentmassen var for svag, landet for småt og pengene for få. Det ville ødelægge Danmarks Radio, der desperat havde brug for lige netop den kanalfrekvens, som den nye taleradio skulle bruge.
Alle kritikere tog fejl.
Radio24syv blev en succes. De seneste otte år har radioen udviklet det ene stærke format efter det andet med kronjuvelen over dem alle: 'Den korte radioavis’, hvor satireparret Kirsten Birgit og praktikant Rasmus rister ALLE.
Radio24syv er måske ikke den største lyttersucces målt på antal af lyttere, musik og snak, og dermed er P4 stadig den store attraktion på FM-radio. Men programmerne har været originale, overraskende og indimellem grænseoverskridende. Nyhedsredaktionen har vundet et vist ry for at holde fast i sager, som andre medier har forladt, og altid været klar til at stå på det andet fortov, når folkedomstolen rykker.
Det er Dansk Folkeparti, der indirekte lukker Radio24syv, skønt der formelt er formuleret et udbud, som alle kan byde på. I forbindelse med medieforliget, der også beskar DR, forlangte Kristian Thulesen Dahl i slutfasen, at store dele af radioen skulle flyttes ud af København. Det kom bag på mange aktører inden for og uden for medieverdenen, at det ikke var nok for partiet. I slutfasen blev betingelserne nemlig skrevet om en gang til - igen dikteret af DF. Flere medarbejdere skulle flyttes længere væk fra København.
Dansk Folkeparti har aldrig haft et problem med at forholde sig konkret til deres udøvelse af magt. De ønsker synlige og symbolske sejre til deres vælgere. En flytning af en mediearbejdsplads ud af København til Jylland er en stor sejr. Som særlige penge til Fregatten Jylland, renovering af Jellingstenene og Vikingemuseet i Roskilde for bare at nævne nogle andre eksempler.
Partiet benytter sin indflydelse og magt på at styrke deres vælgeres interesser og værdier. Det gør andre partier også, men de vil helst ikke for tydeligt. Det er værd at huske på, at Radio24syv kom til verden for at lave et alternativ til DR - på samme måde, som TV2 blev født som modsvar til DR.
Radio24syv lever af offentlige penge, og derfor bør det ikke komme bag på nogen, at det ikke kun er et krav om kvalitet, der afgør hvem og hvordan en ny radiobevilling på flere hundrede milllioner kroner bliver tildelt.
Handlede det kun om kvalitet og effektivitet, fortsatte radioen de næste fire år i Københavns centrum...
... tak for turen.