Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Når en mand har skabt en karriere på at afkræve magtfulde mennesker svar på sine spørgsmål, er det tæt på hyklerisk, når Ekstra Bladets afgående chefredaktør, Henrik Qvortrup, nægter at stille op til interview.

Ja, faktisk var han ikke engang til stede, da hans exit blev meldt ud til hans medarbejdere. Det er det, der normalt bliver kaldt flyverskjul på forsiden af Ekstra Bladet og for den sags skyld også B.T.

Vi på tabloidmedierne lever af at udpensle det åbenlyse, og i denne sag er der ingen tvivl: Det er pinligt, at Henrik Qvortrup er smuttet ud ad bagdøren uden at stille op til spørgsmål.

Dem er der ellers mange af. Under Qvortrups ledelse på Ekstra Bladet har der været en massiv medarbejderflugt fra avisen, hans ledelsesstil er blevet offentligt kritiseret, og der har været flere historier, som har vakt kritik.

Eksempelvis historien om Cecilie Becks forhold til en praktikant, hvor ingen af parterne følte sig krænket, men alligevel blev sagen sammenlignet med Jes Dorphs sag om krænkelser af en praktikant, der kostede ham hans job som studievært på TV 2.

Og så det mest aktuelle spørgsmål. Blev Henrik Qvortrup fyret på Ekstra Bladet? Blev hans stil alligevel for meget for bestyrelsen i JP/Politikens Hus? Det spørgsmål ville han selv have krævet svar på, hvis det var en minister, der måtte gå af efter en række møgsager.

Og han var en af de bedste til at stille de spørgsmål, som kunne gøre politikerne synligt utilpasse. Hvem kan glemme Qvortrups insisterende spørgsmål til Lars Løkke Rasmussen kendskab til Helle Thorning-Schmidts skattesag på Statens Museum for Kunst i 2011?

Men nu vil han ikke selv stille op. De politikere, der har været under Qvortrups kontante behandling, må sidde og grine lidt i deres stille sind, mens de ser mediebranchens troværdighed lide endnu et knæk.

Når vi som medier kritiserer politikere for at nægte at stille op til interview for så i stedet at gå på deres egne sociale medier, hvor de kan udtale sig uden irriterende spørgsmål fra journalister, så er det direkte skadeligt for vores branches troværdighed, når en af landets mest berømte og velbetalte mediechefer går i flyverskjul.

Vi i medierne har magt, der kan vælte ministre, så kravet om at svare på spørgsmål gælder også for os.

Kom nu ud af busken, Qvortrup. Du ville have kaldt det hykleri, hvis andre opførte sig, som du gør nu. Og du har ret. Du er en hykler.

Andre læser også