B.T. mener: Ros til regeringen og Trump
Forsvarsaftalen mellem Kongeriget og USA er en sejr for diplomatiet. Både regeringen og diplomaterne i Udenrigsministeriet fortjener ros. Men det gør Trump også.

Forsvarsaftalen mellem Kongeriget og USA er en sejr for diplomatiet. Både regeringen og diplomaterne i Udenrigsministeriet fortjener ros. Men det gør Trump også.


Da Lars Løkke den 14. januar i Washington annoncerede, at der nu var nedsat en 'high level working group' som svar på den historiske diplomatiske krise mellem USA og Kongeriget Danmark om Grønland, var der mange, som trak på smilebåndet – herunder mig selv.
Hvor var det dog typisk Lars Løkke at nedsætte en arbejdsgruppe. I dansk politik er den slags ofte ensbetydende med en syltekrukke.
Men det har åbenlyst ikke været tilfældet her.
På otte måneder er der nu landet en aftale, som umiddelbart afslutter den største politiske krise i historien mellem Danmark og USA.
Det er fantastisk.
Det har været decideret smertefuldt, at forholdet til vores tætteste allierede har været så nedkølet.
Trump ynder at kalde sig selv verdens bedste deal maker. Men det har han ikke været i denne sag.
Hvis man kørte den nye forsvarsaftale gennem et plagiatprogram, så ville det bimle og bamle.
Den nye aftale er ikke særlig ny rent indholdsmæssigt.
Den er en videreførelse af den eksisterende forsvarsaftale fra 1951 med enkelte tilføjelser, herunder at USA nu må sejle med neddykkede ubåde i grønlandsk territorialfarvand, og at der indføres investeringsscreening med det formål at holde Rusland og Kina ude af Grønland.
Det sidste har næppe nogen større realpolitisk betydning, idet der allerede var enighed om det mellem USA, Danmark og Grønland.
Det vigtige er, at det slås fast i aftalens indledning, at Kongerigets suverænitet genbekræftes, og at Grønland spiller en større rolle.
Dette er ikke en aftale mellem Danmark og USA. Det er en aftale mellem USA, Danmark og Grønland.
Ansvaret for, at vi endte i denne situation til at begynde med, må deles mellem alle tre parter.
Grønlænderne har opført sig som politiske amatører gennem mange år ved at fremsætte uigennemtænkte tanker om selvstændighed.
Herunder, at man kunne tjene penge ved at sælge rettigheder til undergrunden og adgang til Grønland til højestbydende, uanset om det så var Kina eller Rusland.
Dette var ekstremt naivt og helt uacceptabelt for USA.
Grønland er verdens største supermagts legitime interessesfære.
Danmark, herunder Mette Frederiksen, tog i mange år ikke opgaven med at investere i forsvaret af Grønland seriøst, og man leverede ikke de løfter, man havde givet USA.
Trumps indirekte trusler om at overtage Grønland med militær magt og hans barnlige fornærmelse over, at et køb af Grønland blev afvist, eskalerede konflikten til helt unødvendige højder.
Men alle tre parter har til gengæld også taget ansvar for at løse konflikten igen.
Regeringen og dens embedsmænd har leveret et seriøst og flot stykke arbejde. Det har de amerikanske ditto også.
Den grønlandske regering med Jens Frederik Nielsen forstod alvoren og har været disciplineret i sine udtalelser. Det er noget af et lynkursus i international diplomati, som han har været igennem, og det har han klaret godt.
Trump har også været disciplineret i slutfasen og har på trods af hans bombastiske udmeldinger på sociale medier indgået en aftale, som enhver anden mere mainstream amerikansk præsident også kunne have indgået.
Hvor er det smukt!
Vi skylder dem alle en tak.
Alle endte med at gøre det rigtige til sidst. Det er det vigtigste.
Længe leve Kongeriget.
Længe leve USA.
Længe leve det transatlantiske partnerskab.
Denne leder er inspireret af mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.