B.T. mener: Remigration eller kaos
Man tager ikke problemerne med islams stigende indflydelse i Danmark og Europa alvorligt, hvis man er modstander af remigration. Vi har forsøgt alt andet uden succes.

Man tager ikke problemerne med islams stigende indflydelse i Danmark og Europa alvorligt, hvis man er modstander af remigration. Vi har forsøgt alt andet uden succes.


For 15 år siden sagde daværende udlændinge- og integrationsminister, Søren Pind, at målet ikke var integration, men assimilation – altså at indvandrere helt skulle overtage det danske samfunds sprog, normer og kultur.
Det gav anledning til meget kritik, herunder fra Det Konservative Folkeparti, som ikke mente, at det skulle være den daværende borgerlige regerings linje.
Mandag meldte Det Konservative Partis nyudnævnte udlændingeordfører, Christian Vigilius, så ud, at netop assimilation bør være målet – til gengæld skal vi tale mindre om remigration.
Christian Vigilius er en overordentlig sympatisk politiker, og han er også et stort talent. Men her tager han fejl.
Han er naturligvis ret i, at udlændinge, som bosætter sig permanent i Danmark, skal lade sig assimilere, men det er en kæmpe fejl at fokusere mindre på remigration eller hjemsendelser.
Der er ingen eksempler på vestlige lande, hvor folk med baggrund i Stormellemøsten har ladet sig assimilere i bred forstand. Man kan sagtens finde konkrete eksempler på nogle, som har gjort det, men det overordnede billede er et andet.
For eksempel er børn af indvandrere mere religiøse og mere kriminelle end deres forældre.
Der er intet som helst, som tyder på, at efterkommere af indvandrere under ét er mere assimileret end deres forældre.
Remigration kan ikke stå alene.
Det er sandt.
Det har de konservative ret i.
Vi kan også gøre mere for at gøre det sværere at leve en islamisk tilværelse i Danmark og dermed anspore dem, som ikke vil være en del af Danmark og tage vores kultur og normer til sig, til at finde et andet sted at bo.
Man kan for eksempel lytte til Kommissionen for Den Glemte Kvindekamp og forbyde tørklæder i skoler.
Men man kommer ikke udenom, at udvise langt flere, end vi gør i dag. Herunder folk med baggrund i Mellemøsten, som ikke er danske statsborgere.
Man kan jo spørge sig selv, om man er villig til at betale prisen for ikke at gøre det.
Prisen er jo kendt.
Siger vi nej til remigration, så vil det betyde, at flere danskere end ellers vil blive ofre for hård kriminalitet, at vi skal bruge penge på at udbetale overførsler, som alternativt kunne blive brugt på velfærd eller lavere skat, og at vi får mere dominansadfærd og modkultur.
Det kan ingen benægte, for det er de entydige erfaringer i hele Vesten.
Vi kan lige så godt komme i gang nu. Jo længere tid vi venter, jo sværere bliver det.
For 20 år siden var de konservative imod assimilation. I dag er de for.
I dag er de så imod remigration, men om tyve år er de for.
Vent og se.
Til den tid er det bare for sent.
Denne leder er inspireret af mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.