Jeg hader klimadebatten! Jeg synes simpelthen, den er åndssvag, og det har jeg altid gjort!

Det er ikke, fordi jeg ikke tror på, at vi mennesker påvirker klimaet. Det gør jeg.

Det, jeg hader ved klimadebatten, er hysteriet, skræmmeretorikken om, at verden går under, og den totale mangel på realitetssans.

Tænk bare på, hvordan voksne mennesker for få år siden nærmest tilbad Greta Thunberg – hvordan de dukkede nakken og ikke turde sige hende imod, men i stedet gav hende lov til at stå på møder i FN og tude, råbe og skrige op om, at de voksne havde stjålet hendes barndom. Det var dengang det var klima, hun gik op i. Det var inden autismen fik hende til at kaste sig over krigen i Gaza, og hun i stedet begyndte at råbe 'folkedrab'.

Klimahysteriet fik realpolitiske konsekvenser i Danmark.

De ansvarlige partier i Danmark, herunder de borgerlige partier, gik med på Alternativets overbudspolitik i form af en målsætning om 70 % reduktion af CO₂ i 2034. En målsætning, som var lige så skør som Alternativets øvrige politik. Når 70 procentmålsætningen var skør, så skyldes det det simple faktum, at det er EU som forhandler på vegne af Danmark og alle andre EU lande, når der bliver indgået internationale aftaler om reduktion af CO₂ udledninger.

Det gælder for eksempel Parisaftalen.

EU har altså et samlet reduktionsmål. Det betyder, at når vi i Danmark har højere reduktionsmål end EU som helhed, så skal de øvrige EU-lande reducere det mindre.

Det kunne egentlig være lige meget, hvis det ikke var fordi, at 70 procentmålsætningen koster Danmark omkring 20 milliarder om året.

Onsdag deltog Det Radikale Venstres leder, Martin Lidegaard, i B.T, s debatpodcast, Borgerlig Tabloid. Her indrømmede han faktisk, at det ingen betydning har for EUs samlede CO₂ udledninger, at vi har mere ambitiøse reduktionsmål i Danmark end i EU som helhed.

Derfor er det også skørt, at Radikale Venstre er hoppet med på Enhedslistens og Alternativets seneste skøre påfund – en 90 procent reduktion i 2040.

Når Radikale er hoppet med på den galej, så skyldes det ikke bekymring for klimaet. Det skyldes, at de ikke vil sidde til gymnasiedebatter og virke mindre ambitiøse end partierne ude på den yderste venstrefløj. Så er det åbenbart ligegyldigt, at en 90 % målsætning ingen forskel vil gøre for klimaet, men til gengæld vil koste danskerne endnu et tocifret milliardbeløb.

Det er simpelthen for skørt!

Denne leder er inspireret af fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden.Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

Borgerlig Tabloid

Dommedagsretorik, manglende realitetssans og en blind dyrkelse af Greta Thunberg. Klimahysteriet har allerede kostet Danmark mange milliarder, da selv borgerlige partier lod sig rive med i 70-procentsmålet. Nu gentager cirkuset sig med et krav om 90 procent, hvor Radikale hopper med. Tilbage står spørgsmålet: Hvad pokker har du gang i, Martin Lidegaard? Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Martin Lidegaard, politisk leder for Radikale Venstre Journalist: Emilie Maja Jeppesen Producer: Teis Zacho og Emilie Maja Jeppesen Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke