Der gik et sus igennem alle forsamlinger, der fulgte Donald Trumps tale på valgnatten.

Ud på morgenen dansk tid gik han på talerstolen i Det Hvide Hus flankeret af sin familie og erklærede sig som vinder.

Det var som sådan ikke uventet, for han har antydet det tidligere. Men det er første gang, at en siddende præsident erklærer sig som vinder, inden alle stemmer er talt op.

Trump ønskede at stoppe optællingen af brevstemmer med det samme. »STOP THE COUNT!« lød det på Twitter. Kampen om præsidentembedet vil fortsætte ved domstolene, lovede han.

Det er et helt uhørt angreb på selve demokratiet, som Trump foretager. Flere af hans partifæller erklærede sig da også straks uenige, men de betyder ikke noget i Trumps univers. Donald Trump vil kæmpe med næb og kløer for at blive siddende fire år mere. Hans sønner og advokater har været på banen – både på de sociale medier, men også på valgsteder for at erklære, at valget er ved at blive stjålet.

Det skaber en enorm usikkerhed, for hvad skal der nu ske, og hvor længe vil den kamp vare. Imens er adskillige bevæbnede militsgrupper klar. Foreløbig er der kun få og fredelige demonstrationer, men situationen er et ulmende bål, som præsidenten bliver ved med at hælde benzin på. I et polariseret land, der er delt i to lige store lejre, er nerverne nu uden på tøjet, mens det meste af verden holder vejret.

Donald Trump spiller på, at det amerikanske valgssytem er rodet, uigennemskueligt og fyldt med forskellige regler, der giver mulighed for at skabe konspirationsteorier og en fortælling om, at valget bliver stjålet af 'the deep state'.

Lige nu tæller de stadig stemmer i flere amerikanske stater. I Georgia talte de eksempelvis stadig hele torsdagen – to dage efter stemmeboksene lukkede – og i løbet af dagen blev der ved med at strømme nye stemmebokse og optællinger ind til statens centrale valgkontor. I andre stater tæller man brevstemmer, som blev afsendt med US Postal så sent som på selve valgdagen. Andre steder siger den lokale valglov, at resultatet først må offentliggøres fredag. Der er ikke noget fælles forståeligt valgsystem i USA.

Der kommer på et tidspunkt en vinder og dermed også en taber – hvornår er usikkert. Men allerede nu er det åbenlyst, at det amerikanske valgsystem er den store taber.

Du kan blive præsident uden at have et flertal af amerikanere bag dig, du skal blot vinde 270 valgmandsstemmer. I hver stat (undtagen to mindre stater) får den vindende kandidat alle valgmænds stemmer, også selv om kandidaten kun har vundet med 10.000 stemmer. Det er set mange gange, men det er ikke retfærdigt.

Der er problemer med måden at brevstemme på, der er problemer med måden, valgkredsene er inddelt på, og du skal først godkendes som vælger, før du må stemme.

I det hele taget går det amerikanske valgsystem på krykker og er en syg patient.

USA er lige nu splittet, men de må forsøge at finde hinanden. De kan begynde med at lave et nyt og retfærdigt valgsystem.